ferie

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

12.10.2021

Undgå at miste din opsparede ferie

Husk at afholde din ferie inden ferieåret slutter den 31. december. Har du kun afholdt 4 ugers ferie, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du overfører den 5. ferieuge og eventuel øvrig ferie til næste ferieafholdelsesperiode.

Hvis du har feriedage tilbage, gælder det om at få dem brugt inden nytår. Ellers mister du retten til dem. Ifølge den nye ferielov og ferieaftalerne skal du inden 31. december 2021 nå at afholde fire ud af de fem uger, som du løbende har optjent i perioden 1. september 2020 – 31. august 2021.  
 

Du kan overføre dagene til næste ferieår eller få dem udbetalt

Ubrugte feriedage ud over fire uger, kommer automatisk til udbetaling. Med mindre, at du inden den 31. december 2021 skriftligt aftaler med din arbejdsgiver, at dagene kan overføres til den næste ferieafholdelsesperiode. 

 

Hvis du ikke har arbejdet i hele optjeningsåret

Har du ikke været ansat hele ferieåret og har du modtaget offentlige ydelser som fx arbejdsløshedsdagpenge, efterløn, flexydelse, ledighedsydelse, kan du ikke få udbetalt feriepengene. For at få feriepengene udbetalt, skal du skriftlig erklære, at du ikke har modtaget offentlige ydelser. Den blanket finder du her på borger.dk

 

Hvor mange feriedage har du?

Har du ikke helt styr på, hvor mange dage du har tilbage, så anbefaler vi, at du beder din arbejdsgiver om en opgørelse. Ellers er du meget velkommen til at kontakte forhandlingsafdelingen på 31 63 66 00. Hav dit seneste lønseddel ved hånden, når du kontakter os.

Samtidighedsferie

I 2020 gik vi fra at optjene feriedage året før, for så at afholde dem, til det der nu hedder samtidighedsferie. Det betyder, at du nu kan afholde betalt ferie inden for samme ferieår, som den er optjent i.

Ferieåret

Ferieåret eller optjeningsåret, som det også hedder, er på 12 måneder og går fra 1. september til 31. august. Før den nye ferielov trådte i kraft, gik ferieåret fra 1. maj til 30. april. Reglerne for 6. ferieuge følger stadig de hidtidige regler om optjening i et kalenderår og afholdelse fra 1. maj året efter.  

Ferieafholdelsesperiode

Du skal som hovedregel holde din ferie fra 1. september til 31. december året efter - dette kaldes 'ferieafholdelsesperioden'. Kan du ikke det, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du overfører optjent ferie ud over fire uger til næste afholdelsesperiode.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.