
Torben guider DRs seere i Rigets køkken
DRs reportageserie Med livet i hænderne, skildrer dagligdagen på Rigshospitalet. Vi får dramatiske udrykninger og planlagte operationer serveret, men i 3. sæson, som ruller over skærmen i disse uger, er kameraet også i Centralkøkkenet.
Her møder vi Torben Kold Sørensen, der er driftsansvarlig for køkkenet. Det giver seerne et unikt indblik i, hvordan arbejdet og overvejelserne er i et storkøkken. Og der er brug for at udbrede viden om, hvordan der bliver arbejdet i et stort køkken på et hospital, så nogle klichéer og fordomme kan få et hak i tuden.
"Jeg synes, det er vigtigt, at der også sættes fokus på vores funktion i den store hospitalsverden. Mange ynder kun at brokke sig over maden, men ikke har nogen ide om, hvor stort et maskinrum, og hvor mange timers kærlighed og tanker vi om dagen lægger i at få planlagt og produceret en god menu", fortæller Torben Kold Sørensen.
Klip fra DR's "Med livet i hænderne"
For Torben er det vigtigt at sætte fokus på, at udover at patienterne skal have den rette ernæring, så skal der være respekt om maden og måltidet. Selv på et travlt hospital. Det er ikke altid let.
"Mange indlagte har rigtig god tid til at ligge og tænke over maden, og hvad mon de får serveret. For at få tankerne lidt væk fra sygdommen. Hvis de bliver mødt af noget de ikke lige havde forestillet sig, er det klart, at det kan være svært at spise når man måske er i en livskritisk situation. Det ønsker jeg at være med til at sætte fokus på", fortæller han og understreger, at det vigtigt at maden får de rigtige ord med på vejen af personalet.
Rigtig mange følger reportageserien, og derfor får Torben en del reaktioner for sin medvirken. Fra gamle venner, familien, kolleger og fra helt ukendte. Samstemmende er, at det er spændende at få indblik i køkkenet og Torbens arbejde.
"De har dyb respekt, for det jeg foretager mig. De siger forskellige ting: ’Vi anede ikke du lavede så meget forskelligt’ eller ’Det er jo et enormt køkken at holde styr på’ eller ’Sejt, I kan producere mad i de mængder - og det bliver så lækkert’. Mens nogle også undrer sig: ’Bruger i virkelig 7 timer om dagen på bare at producerer mad, når i er på arbejde?’", siger Torben Kold Sørensen.
Så noget tyder på, at Torbens Kold Sørensens medvirken giver mange seere en større indsigt i arbejdet i et storkøkken
"Jeg synes det er enormt livsbekræftende at høre andres positive tilkendegivelser om en ukendt verden, der bliver tydelig for dem", som han selv siger.
Reportageserien ’Med livet i hænderne’ sendes hver onsdag kl. 21.30 på DR1, men er også tilgængelig på DRs streamingtilbud, DRTV
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.