Svækkede ældre og syge har brug for den rette ernæring

Debatindlæg, skrevet af formand Ghita Parry, bragt i Avisen Danmark 23. maj 2026.

Når mennesker først er blevet markant svækkede af utilstrækkelig ernæring, er skaden vanskeligere at rette op. De ernæringsprofessionelle er en vigtig brik i løsningen, også når det gælder forebyggelse.

Vi kan ikke behandle os ud af presset på sundhedsvæsenet. Sundhedsfremme og forebyggelse skal gøres til en reel indsats i hverdagen. Ellers bliver flere borgere svagere og mere afhængig af hjælp.

Her spiller indsatser om ernæring og mad en langt større rolle - end mange ved.

For mange ældre og mennesker med kronisk sygdom begynder problemerne ikke dramatisk. De begynder stille. Appetitten forsvinder. Måltider bliver mindre. Energien slipper op.

Det bliver sværere at holde fast i gode vaner, at bevæge sig, at klare hverdagen – og at leve med sygdommen på en måde, der giver kvalitet i livet.

Når ernæringen svigter, bliver mennesker svagere. De mister muskelmasse, overskud og modstandskraft. Det gør det sværere at klare daglige gøremål og at håndtere en kronisk sygdom. Alligevel bliver ernæring alt for ofte overset som en systematisk del af sundhedsfremme og forebyggelse.

I praksis betyder det, at hjælpen kommer for sent – eller slet ikke. Nogle får støtte, når de allerede er blevet væsentligt svækkede. Andre må klare sig selv, indtil problemerne er vokset sig så store, at der er massivt brug for hjælp, for eksempel indlæggelse.

Det er hverken værdigt for det enkelte menneske eller fornuftigt for samfundet.

Sundhedsfremme og forebyggelse handler ikke kun om generelle råd og oplysningskampagner.

Det handler om konkret støtte i hverdagen: for eksempel hjælp til at købe den rigtige mad, hjælp til at sammensætte gode måltider der bevarer energien og hjælp til at leve med kronisk sygdom uden gradvist at miste kræfter og selvstændighed.

I et velfærdssamfund under pres og med mangel på arbejdskraft bliver det afgørende at bruge de rette fagligheder til de rette opgaver. Forebyggelse kræver tid, faglighed og nærhed til hverdagen.

Her har vi allerede de rette kompetencer. Professionsbachelorer i ernæring og sundhed med særligt fokus på sundhedsfremme og forebyggelse arbejder netop med småtspisende ældre, måltidsværtskab og mennesker med kronisk sygdom – tæt på hverdagen, hvor en målrettet ernæringsindsats kan gøre en konkret forskel.

De arbejder med de situationer, hvor det stadig er muligt at bremse en negativ udvikling: før borgeren bliver mere afhængig af hjælp, før funktionsevnen falder yderligere, og før hverdagens aktiviteter bliver unødigt begrænset.

Det er tidlig støtte til at bevare kræfter, handlemuligheder og livskvalitet. De træder også til, når underernæring eller sygdom er indtruffet og fylder hverdagen – og gør hver dag en forskel for borgere og for folkesundheden, som de skal være stolte af.

Vil vi forebyggelse med effekt, må vi tage ernæring alvorligt som en naturlig del af indsatsen over for svækkede ældre og mennesker med kronisk sygdom.

Forebyggelse, der virker, skabes i hverdagen sammen med borgere og pårørende, og understøttes i den kommunale forebyggelse med opsporing i hjemmet og i de små valg, der afgør, om mennesker bevarer kræfterne eller gradvist mister dem.

Det er sund fornuft, at ernæringsindsatser indgår i forebyggelsesarbejdet.