buffet2

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

Spareøvelse har konsekvenser: Det handler om den rette ernæring

Debatindlæg: Et kommunalt køkken leverer ikke bare mad, der mætter.

Debatindlæg, bragt i Lemvig Folkeblad og Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 25. november 2022

Af Jette Nielsen, regionsformand i Midtjylland

Et kommunalt køkken leverer ikke bare mad, der mætter. Det kommunale køkken Åkanden i Ringkøbing-Skjern kommune producerer mad, der passer til ældres ernæringsbehov, og diæter til eksempelvis ældre, der er underernærede eller har besvær med at tygge og synke.

Nu overvejer socialdemokratiske medlemmer af kommunens sundhedsudvalg at udlicitere madservicen fra Åkanden på grund af prisen på et nyt køkken og på trods af en tårnhøj brugertilfredshed med Åkanden. Det virker ikke til, at Linda Nielsen (A) har overvejet konsekvenserne, når hun siger, at man kan få dobbelt så meget for sine ”madpenge” ude i byen eller i Brugsen.

Det handler ikke bare om mængde og pris, men om at levere velfærd og sundhed gennem den rette ernæring.

Ældre bliver visiteret til madservice, hvis de ikke selv kan lave mad eller har særlige behov. De kan ikke overlades til Brugsens køledisk eller take-away. For det handler ikke bare om mængde og pris, men om at levere velfærd og sundhed gennem den rette ernæring tilberedt af faglært personale, netop som Åkanden gør.

Linda Nielsen udtaler desuden, at ”vi skal skele” til de borgere, der har brug dysfagimad. Nej, vi skal ikke skele til dem. Vi skal tage dem alvorligt og bruge den faglighed, der er i Åkanden, til at tilbyde dem den rette kost og ernæring, som man skal med alle visiterede ældre. Alt andet vil være usolidarisk og uambitiøst, hvis man vil sikre sig en lige behandling af alle ældre i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor vil jeg opfordre Linda Nielsen og Jens Jensen(A) til at være lidt mere kræsne, når det kommer til kommunens madservice til ældre.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.