medlem løn årlig lønforhandling
30.01.2024

Skal du også ha’ mere i løn?

I 2023 har medlemmer af Kost og Ernæringsforbundet fået knap 1,5 million kr. mere i løn

Som en del af forbundets arbejde for at sikre vores medlemmer en løn, der svarer til deres erfaring og kompetencer, har sekretariatet i 2023 lavet lønforhandlinger for mere end 1.000 medlemmer. Lønforhandlingerne har resulteret i, at medlemmerne ansat i kommuner og regioner har fået i alt 1.077.000 kr. i varigt tillæg og ca. 400.000 kr. i engangstillæg.

Forbundet har forhandlet løn for medlemmer ansat i stort set alle landets kommuner (92 %) og i alle fem regioner. Tallene viser også, at af alle varige tillæg, der er forhandlet på vores overenskomstområde i kommunerne, er de 85 % gået til ansatte, der er medlem af Kost og Ernæringsforbundet. Det samme gælder for ca. 57 % i regionerne.

Husk, at du har ret til en årlig lønforhandling

Som ernæringsprofessionel vil din løn stige pba. af de centrale overenskomster, som f.eks. OK24, hvor der lige nu forhandles om både reallønnen og organisationspuljer, der kan bruges til de enkelte forbunds medlemsgrupper. Men det er vigtigt at huske lokallønnen, der giver dig mulighed for at forhandle individuelle tillæg på baggrund af faglighed og kompetencer.

For at komme i betragtning til en lønforhandling, skal du indstilles af Kost og Ernæringsforbundet eller din tillidsrepræsentant. Har du en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, er det TR, der forhandler for dig. Hvis du ikke har en TR, så forhandler en af forbundets eksperter i lønforhandling på dine vegne.

Oftest forhandles der løn for hele arbejdspladsen samtidig – den såkaldte årlige lønforhandling. Får du at vide, at lønforhandlingen nærmer sig, så kontakt straks Kost og Ernæringsforbundet eller din TR, så du er sikker på at blive inkluderet i lønforhandlingen.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.