Proteinberiget pind-is skal give en god spiseoplevelse

Det var en tanke, der blev sået på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. At det kunne gøres bedre med de proteinberigede is, som hospitalerne serverer for deres småtspisende patienter.

− Når vi kommer på hospital, bliver vi flået ud af vores normale hverdag, og det kan i sig selv være en stor belastning for den enkelte, siger Michael Allerup Nielsen, der er enhedschef for køkken og kliniske diætister på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

− Alt er anderledes end derhjemme. Der står institutionsvask på sengetøjet, vi bliver iklædt hospitalsundertøj, og andre beslutter, hvad vi skal spise. Og her adskiller også den proteinberigede is sig fra det, vi kender fra hverdagen, forklarer han.

Isen på hospitaler bliver nemlig oftest serveret i flamingobægre og spises med en ske.

− Derhjemme er det nok de færreste, der spiser is direkte fra et flamingobæger. En pind-is derimod er genkendelig og ligner det, vi kender fra vores hverdag. Derfor var idéen, at hvis vi udviklede en proteinberiget pind-is, der var velsmagende, af god kvalitet og økologisk, kunne det bidrage til en god spiseoplevelse og en større følelse af normalitet, når man er indlagt, uddyber han.

Det er især småtspisende ældre patienter, der har glæde af den berigede is, når protein- og energiindtaget skal op. Og her kan følelsen af normalitet måske også hjælpe demente personer, der udgør en betydelig del af de ældre indlagte.

− Det at spise en pind-is kan tænkes at vække erindringer og minder hos demente personer og på den måde være med til at styrke personens oplevelse af identitet og tilhørsforhold, siger Michael Allerup Nielsen.

Skal ikke ligne et hospitalsprodukt

Idéen om at udvikle en is, der kunne give en bedre spiseoplevelse, fik Michael Allerup Nielsen til at tage kontakt til Hansen Is, der har produceret flødeis siden 1922.

Og det var netop idéen med den gode spiseoplevelse, som hurtigt tændte interessen hos Rasmus Eibye, der er en af de to brødre bag Hansen Is. I projektet stod han for isproduktionen og de mere tekniske sider af at udvikle den berigede is.

− At spise en is er typisk noget, der er forbundet med gode minder, og som du kan huske fra din barndom. Det kan let blive lidt medicinsk og kedeligt, når den bliver serveret på et hospital. For os handler det om værdighed og om, at du skal behandles som en almindelig person og have en god is-oplevelse − også selvom du er ældre og er indlagt med en sygdom, forklarer han.

− Derfor fandt vi det spændende at være med til at udvikle en is, som ikke lignede et hospitalsprodukt, siger Rasmus Eibye.

Ældre foretrækker fed is

Isen skulle ikke kun have et højere indhold af protein og energi end andre tilsvarende is. Den skulle først og fremmest smage godt og passe til de ældres smagspræferencer. For at komme det nærmere blev Inge Tetens, professor i ernæring og aldring ved Københavns Universitet, inviteret med ind i samarbejdet.

Sammen med Bispebjerg Hospital udførte hun en række kvalitative interviews med mindre grupper af ældre personer. Interviewene skulle blandt andet kaste lys over, hvilke is den ældre generation mere præcist kunne lide og huskede fra deres barndom.

Interviewene viste, at de ældre syntes særligt godt om Isbåden, Eskimoen − nu omdøbt til Solbærstang − og Kræmmerhuset, der i dag omtales som isvaffel. Det fik projektgruppen til at udvælge Solbærstangen som den is, der skulle beriges. Solbærstangen er en vaniljeis med solbærsyltetøj og mørk chokoladeovertræk.

Rasmus Eibye forklarer om deres valg:

− Vi valgte en ispind til de småtspisende patienter, fordi den er traditionel og velkendt og relativt let at åbne og spise for de fleste. Vaniljeis med chokoladeovertræk er en ikonisk is, og syltetøjet fra solbærstangen giver isen en syrlig kontrast, som kan balancere den fede flødesmag. Det kan gøre isen mere frisk, fortæller han og tilføjer, at der oprindeligt slet ikke var syltetøj i solbærstangen, fordi det først blev føjet til isen i 1970’erne.

Endelig blev den proteinberigede is støbt, så den fik en traditionel form med riller, der matcher den måde, som is blev lavet på tidligere.

Ernæring var en ny verden

Og så var det ellers bare om at gå i gang. Eller det troede de i hvert fald hos Hansen Is.

− I starten havde vi en forventning om, at hvis vi fik at vide, hvor meget og hvilke proteiner vi skulle putte i isen, kunne vi gå i gang med at producere. Men der stødte vi for alvor ind i en virkelighed, som vi ikke kendte, fortæller Rasmus Eibye.

− For os var det en helt ny verden at arbejde med ernæring og med en målgruppe af ældre indlagte patienter og de krav, som det nu stiller. Normalt handler vores produkter jo ikke om sundhed, så her var vi virkelig på udebane. Men samarbejdet har været en fantastisk god oplevelse, og det er bestemt ikke sidste gang, at vi laver projekter sammen med videninstitutioner, siger han.

Hele udviklingsprojektet kom til at tage godt et år med adskillige is-afprøvninger, før isen var klar til at blive testet af indlagte patienter på Bispebjerg Hospital og på plejehjem i Odense. Inge Tetens og Michael Allerup Nielsen fortæller, hvordan de oplevede samarbejdet.

− Det var et sjovt og berigende samarbejde, der lykkedes virkelig godt, måske netop fordi vi bragte vores ekspertiser sammen fra vidt forskellige fagområder, siger Inge Tetens.

Michael Allerup Nielsen supplerer:

− Projektet var virkelig spændende, fordi vi formåede at bringe kompetencer inden for det offentlige sammen med kompetencer fra en privat virksomhed og sammen udvikle et produkt, der både opfylder et behov hos småtspisende patienter og har en berettigelse på et kommercielt marked.

En vigtig del af projektet gik nemlig ud på, at isen skulle være tilgængelig i et almindeligt supermarked, fortæller Michael Allerup Nielsen.

− Hvis patienten har været glad for isen under indlæggelsen, er det en god og bekvem ting, at de kan købe den i supermarkedet bagefter og ikke skal have isen på recept, siger han.

Må ikke springe aftensmaden over

For at teste, om den proteinberigede is rent faktisk bidrog med en relevant mængde protein og energi, blev et randomiseret forsøg planlagt med i alt 24 indlagte ældre patienter på ortopædkirurgisk og neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital (se fakta om forsøget).

Desværre kom corona-pandemien på tværs, så det kun lykkedes at rekruttere en tredjedel af de planlagte patienter. Alligevel var forsøgets resultater brugbare, fordi resultaterne var entydige, fortæller Inge Tetens, der stod bag forsøget.

− Forsøget viste, at patienterne i gennemsnit spiste halvanden is per dag. Det gav et signifikant bidrag til det samlede indtag af både energi og protein, sammenlignet med de dage, hvor patienterne ikke fik is (se data i faktaboks). Det er bestemt et meget tilfredsstillende og klinisk relevant resultat, siger hun.

Forsøget viste også, at patienterne ikke spiste mindre af den øvrige mad.

− Det er vigtig information. Hvis patienterne springer aftensmaden over, fordi de har spist en is om eftermiddagen, bidrager isen ikke til et højere indtag af protein og energi, siger Inge Tetens. Hun vurderer, at det ikke er nødvendigt at teste isen på flere patienter på trods af det sløje antal forsøgsdeltagere.

Isene blev tilbudt om eftermiddagen og aftenen, hvor patienterne ikke spiste andet. Det skulle modvirke, at patienterne kom i proteinunderskud, særligt om aftenen, hvor der er lang tid til næste måltid. 

Ingen chokolade på sengetøjet

Undervejs i udviklingen af isen handlede det om at justere smag, konsistens, størrelsen af isen, indpakning og chokoladeovertræk. Det foregik ved at teste forskellige prototyper af isen på ældre mennesker − blandt andre indlagte på Bispebjerg Hospital. Rasmus Eibye forklarer:

− Vi er vant til, at vores kunder kan lide store is. Men de første undersøgelser viste, at isene var alt for store til småtspisende ældre. Pinden skulle også være større, fordi mange ældre havde svært ved at holde på en tynd pind. En stor overraskelse var, at ispapiret var svært at åbne for de ældre, så det ændrede vi på, så det var lettere at rive over. Målet var netop, at de ældre selv skulle kunne pakke isen ud.

Chokoladen var et projekt i sig selv.

− Smagen af chokolade måtte ikke være for dominerende, fordi det kan virke overvældende, hvis man har en lille appetit. Derfor gjorde vi chokoladen mere syrlig, så den virkede mere frisk. Også knækket i chokoladen arbejdede vi med, så den blev lettere at tygge og ikke faldt ned i sengetøjet, når patienterne spiste is i sengen, siger Rasmus Eibye.

For at kunne skrive på pakken, at isen er høj på protein, krævede det, at isen kom op på 12 energiprocent protein. Og det var en udfordring.

− Isen skulle gerne ende med at være cremet og blød uden at give fornemmelsen af en betonklods i maven, og det krævede en del prototyper, forklarer Rasmus Eibye.

Blev glade af at spise is

Den endelige prototype blev − ved hjælp af et spørgeskema − testet på et plejehjem for at undersøge, om ældre småtspisende kunne spise isen hver dag i en to-ugers periode. 

Inge Tetens opsummerer resultaterne:

− Vores konklusion var, at det var lykkedes at udvikle en proteinberiget is, der kunne give et signifikant bidrag til ældres protein- og energiindtag, som smagte godt, som frembragte glæde hos patienterne, og som de havde lyst til at spise igen.

Isen kan i dag vælges som mellemmåltid af indlagte patienter på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital. Ifølge Michael Allerup Nielsen er der stor afsætning på isen.

Projektet blev støttet af Erhvervsstyrelsen og Future Food + Bioresource Innovation.