ligeløn
19.01.2022

Pressemeddelelse: Konflikt gør ikke op med ulige løn

En sygeplejerske- og radiografstrejke kommer ikke til at gøre op med Tjenestemandsreformen og de skæve aflønninger i de kvindedominerede fag i den offentlige sektor. Det slår formand for Kost – og Ernæringsforbundet Ghita Parry fast

Vi får et haltende velfærdssamfund med endnu færre hænder, hvis vi ikke gør noget

- Skævheden er et udbredt problem hos vores medlemmer, der ligger lavt lønmæssigt i forhold til uddannelse og ansvar, og derfor bakker vi op om alle, der kæmper for at rette op på denne skævhed - hvad enten det sker på arbejdspladsen eller Slotspladsen. Den kamp må fortsætte uanset. Sagen er for vigtig til, at den slutter med denne konflikt. Kampen kommer til at fortsætte uanset resultatet, siger Ghita Parry.

Hun ser konflikten mellem sygeplejersker og arbejdsgivere som et utvetydigt tegn på, at der er store uløste problemer med lønskævhed for traditionelle kvindefag i den offentlige sektor. Problemerne udspringer af Tjenestemandsreformen fra 1969, der skabte den strukturelle ulighed, der martrer hundredtusindvis af lønmodtagere i dag.

Ghita Parry tilføjer, at det kan komme til at koste samfundet dyrt, hvis der ikke bliver gjort op med den forældede Tjenestemandsreform

- Nogen er bange for, at det bliver dyrt for den offentlige sektor. Jeg frygter, at vi får et haltende velfærdssamfund med endnu færre hænder, hvis vi ikke gør noget. For det tiltrækker ikke kompetente medarbejdere, når man kun kan tilbyde et forældet, ulige lønsystem, siger Ghita Parry.

Hun forventer, at manglen på kompetent, faglært arbejdskraft, som allerede nu ses flere steder i det offentlige vil eskalere, hvis der ikke bliver gjort noget ved lønniveauet for ansatte i kvindedominerede fag som eksempelvis ernæringsassistenter og pædagoger.

- Det kan vores velfærdssamfund ikke holde til, og en konflikt mellem de offentlige arbejdsgivere og to afgrænsede faggrupper i det offentlige kan ikke rette op på dette alene. Et reelt opgør vil kræve strukturelle politiske indgreb, siger Ghita Parry

Har du spørgsmål?

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Vores åbningstider er mandag - onsdag fra kl. 8.30 - 15.00, torsdag 8.30 - 17.00. Fredag 8.30 - 13.30.

phone_callbackFå et opkald
Eller

phone31 63 66 00

mailpost@kost.dk

mail sikkermail@kost.dk