OK26: Her er overblikket for regionalt ansatte
Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet er blevet enige om et overenskomstforlig på det regionale område, som får betydning for din løn, dine fridage og dine rettigheder i de næste tre år, når du er ansat på den regionale overenskomst.
Den samlede økonomiske ramme for aftalen – det vil sige både løn, forbedringer og puljer – er på 9,2 procent plus en teknisk korrektion, der giver 0,2 procent ekstra. Hvis I stemmer ja til overenskomsten, vil den gælde fra 1. april 2026 til og med 31. marts 2029.
Det hurtige overblik:
- Din løn stiger samlet med 6,27 procent over tre år.
- Det betyder en reallønsfremgang på små 2 procent
- Du får en ny fritvalgskonto, hvor du kan vælge mellem løn, frihed eller pension.
- En ny særlig fridag bliver indført til de medarbejdere, der ikke har omsorgs- eller seniordage.
- "Børnepakken” udvides, så du bl.a. får mulighed for fri med løn på barnets 0. og 3. sygedag.
- Lokale lønforhandlinger styrkes, så der bliver flere muligheder for lønforbedringer på din arbejdsplads.
- Markant stigning i pensionsindbetalinger for elever, basisansatte og ledere
- Mulighed for at vælge at få den del af pensionen, der overstiger 15 pct., udbetalt som løn
- Ernæringsprofessionelle chefer bliver en del af cheflønsaftalen
- Særlig indbetaling til fritvalgskonto til kandidater
Hvor meget mere får jeg i løn?
De generelle lønstigninger bliver på i alt 6,27 procent over tre år og bliver udbetalt på følgende tidspunkter:
- april 2026: +2,40 %
- oktober 2026: +0,61 %
- oktober 2027: +0,76 %
- april 2028: +1,76 %
- oktober 2028: +0,74 %
De generelle lønstigninger indeholder både aftalte lønstigninger og stigninger via reguleringsordningen. Reguleringsordningen skal sikre, at lønudviklingen for de regionalt ansatte følger lønudviklingen på det private arbejdsmarked.
Oveni disse lønstigninger kan der komme lokale lønforbedringer samt organisationsspecifikke forbedringer gennem de kommende organisationsforhandlinger.
Prisudvikling og realløn – hvad betyder det for din købekraft?
Det Økonomiske Råd vurderer, at priserne i løbet af den treårige overenskomstperiode vil stige med 4,36 procent. Det giver en samlet reallønsfremgang på knap 2 procent.
Med andre ord: Din løn forventes samlet set at stige mere end priserne.
Område 0 hæves til område 1
Områdetillæg i område 0 afskaffes i perioden, så alle i område 0 hæves til område 1. Det giver for en fuldtidsansat i land- og yderkommuner næsten 400 kroner mere om måneden før skat.
Ny fritvalgskonto og en særlig fridag
Med den nye fritvalgskonto bestemmer du selv, om du vil have løn, frihed eller pension – hvis du har den mulighed.
Fra 1. januar 2028 bliver den særlige feriegodtgørelse ikke længere udbetalt automatisk. I stedet bliver beløbet sat ind på din fritvalgskonto, og herfra kan du vælge, om du vil have beløbet udbetalt som løn, bruge det til at købe ekstra fridage eller sætte det ind på din pensionsopsparing.
Samtidig får du som regionalt ansat ret til en særlig fridag, hvis du ikke har ret til omsorgsdage eller seniordage. Fridagen er en rettighed. Det betyder, at den kan holdes, uanset om der står penge på din fritvalgskonto eller ej. Er der ikke penge nok på kontoen, vil du blive trukket i løn, men er der penge, slipper du for løntræk.
Derudover kan du stadig gemme op til 15 feriefridage til senere afholdelse, men du vil få dem udbetalt løbende, så de dage, du gemmer, skal du selv spare op til at kunne holde.
”Børnepakken” – bedre vilkår ved barns sygdom og fravær
Overenskomsten indeholder også forbedringer for dig med børn. Muligheden for fri ved barns sygdom udvides, så der fremover også kan holdes fri på barnets 3. sygedag.
Derudover sker der en vigtig ændring i den måde, den første sygedag bliver opgjort på: Den dag, hvor du bliver ringet hjem midt på dagen, fordi dit barn er blevet syg, tæller ikke længere som 1. sygedag, men som en 0. sygedag. Du bruger altså ikke en hel barns sygedag, bare fordi du bliver kaldt hjem fra arbejde midt på dagen.
Reglen om, at barnets alder, sygdom og forholdene på arbejdspladsen skal vurderes, gælder stadig. Dagene holdes fortsat med fuld løn.
Ud over barns sygdom er reglerne om familiemæssigt fravær opdateret, så de bedre afspejler behovene i familielivet i dag.
Organisationspuljen
Styrket mulighed for lokale lønforhandlinger
I spørgsmålet om løn har arbejdsgiverne stået fast på et ønske om, at en del af de fremtidige lønstigninger skal forhandles lokalt, altså på jeres egen arbejdsplads.
Det betyder, at udover de 6,27 pct. i lønstigninger, der er aftalt i det generelle forlig, skal yderligere lønstigninger forhandles lokalt på de enkelte regionale arbejdspladser. For at sikre, at det bliver gjort ordentligt, har vi i organisationsaftalen forbedret mulighederne for lokale lønforhandlinger og sat ekstra midler af til det.
Stærk lokal forhandlingsorganisation
I Kost og Ernæringsforbundet vil vi i den kommende tid, sammen med vores tillidsrepræsentanter og regionsformænd, opbygge en stærk lokal forhandlingsorganisation for at sikre indflydelse på de lokale rammer for lønforhandlinger.
Det giver forbundet mulighed for at lægge et markant pres på for, at så stor en del som muligt af de lokale lønmidler lander hos alle ernæringsprofessionelle i regionerne.
En styrket pension
Kost og Ernæringsforbundet har i forhandlingerne haft fokus på at styrke pensionen for ernæringsprofessionelle, så du med den nye aftale er bedre dækket ind til livet efter arbejdslivet. Med aftalen bliver alle pensionssatserne hævet betydeligt, hvilket betyder langt større indbetalinger til din pension.
Fra 1. april 2027 stiger pensionssatsen for ernæringsassistentelever og ansatte fra henholdsvis 10 pct. og 13,57 procent til 15,4 pct., mens lederne får en stigning fra 16,79 pct. til 18,3 pct. Det er en markant forbedring, der bidrager til at sikre dig en god og værdig tilbagetrækning.
Så meget stiger pensionen med den nye aftale for et medlem med gennemsnitsløn:
- Elever får nu 10 pct., men efter den nye sats 1. april 2027 får de 15,4 pct. eller 665 kroner pr. måned
- Ansatte får nu 13,57 pct., men efter den nye sats 1. april 2027 får de 15,4 pct. eller 579 kroner pr. måned
- Ledere får nu 16,79 pct., men efter den nye sats 1. april 2027 får de 18,3 pct. eller 730 kroner pr. måned
Samtidig indføres en fritvalgsmulighed: Når din pensionssats overstiger 15 pct., kan du selv vælge, om du vil have den ekstra del udbetalt som løn eller pension.
Så meget af din pension, kan du vælge at udbetale som løn
- Elever kan få 0,4 pct. af pensionen over 15 pct. udbetalt som løn, hvilken i gennemsnit svarer til 77 kroner pr. måned
- Ansatte kan få 0,4 pct. af pensionen over 15 pct. udbetalt som løn, hvilken i gennemsnit svarer til 127 kroner pr. måned
- Ledere kan få 3,3 pct. af pensionen over 15 pct. udbetalt som løn, hvilken i gennemsnit svarer til 1.496 kroner pr. måned
En styrket aftale for chefer på store arbejdspladser
Cheferne på de største regionale arbejdspladser bliver fremover en del af Sundhedskartellets cheflønsaftale. Aftalen indeholder et særligt tillæg, pension på 22 pct. samt forlænget opsigelsesvarsel.
Det skal være med til at styrke den ernæringsfaglige ledelse, gøre det mere attraktivt at være leder på det regionale ernæringsområde og sikre, at lederne kommer fra vores egne uddannelser.
Fritvalgskonto til kandidater
For medlemmer, der er ansat som kandidater er der aftalt en særlig indbetaling til fritvalgskontoen på 2,17 pct. Herfra kan I selv vælge, om I vil have det udbetalt som løn eller overføre det til pension.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.