25.03.2021
OK21- resultat af urafstemning
Staten
På det statslige område har 27,8 procent af Kost og Ernæringsforbundets medlemmer stemt og af disse har 94,4 procent stemt ”ja”, 0,8 procent har stemt ”nej” og 4,8 procent har afgivet en blank stemme.
Resultatet sendes nu videre til vores statslige hovedorganisation, hvor det samlede resultat først kendes d. 20. april. Det er altså først der, vi ved, hvad det samlede resultat bliver og om vi har en ny overenskomst på et statslige område.
Kommuner og regioner
På det kommunale og regionale område stemmer Kost og Ernæringsforbundet som en del af den samlede afstemning i Sundhedskartellet. Her har 39,9 procent af Kost og Ernæringsforbundets medlemmer stemt og af disse har 94,2 stemt ”ja”, 2,8 procent har stemt ”nej” og 3,0 procent har afgivet en blank stemme.
Den samlede afstemning i Sundhedskartellet endte med, at 53,5 procent stemte ”ja”, 40,7 procent stemte ”nej”, 5,8 procent afgav en blank stemme.
Formanden for Kost og Ernæringsforbundets Ghita Parry siger om afstemningen:
”Jeg glæder mig over, at Kost og Ernæringsforbundets medlemmer har bakket så massivt op om aftalerne på det kommunale, regionale og statslige område. Aftalerne er ikke perfekte, men i lyset af corona er de gode. Vi sikrer lønfremgang til alle vores medlemmer trods den afmatning, der følger af corona. For måneder siden frygtede vi løntilbagegang, men vi er lykkedes med det modsatte. Herudover er vi nået igennem med en række af vores krav, der forbedrer arbejdslivet for medlemmerne, og det har jeg og hovedbestyrelsen været meget tilfredse med.
Det er også glædeligt, at resten af Sundhedskartellet samlet har stemt ”ja” til aftalerne, selvom det var et mindre rungende samlet ”ja” end hos os i Kost og Ernæringsforbundet. Jeg vil gerne takke for et godt forløb til kollegerne i fagbevægelsen og vores modparter på den anden side af bordet.
Men først og fremmest vil jeg gerne kvittere for det store engagement, jeg har oplevet hos jer i de sidste par uger, hvor resultaterne er blevet debatteret på sociale medier og medlemsmøder. Det har været nogle gode snakke om jeres arbejdsliv, og hvad der er vigtigt for jer. Vi kan også se det på urafstemningen, hvor 39,9 har stemt på det kommunale og regionale område mens 27,8 procent har stemt på det statslige område. Det er højere end ved de hæsblæsende forhandlinger i 2018, hvor 30,7 procent benyttede sig af deres stemmeret på det kommunale og regionale mens 20,5 stemte på det statslige område.
Det er bare godt gået, at vi har så levende et demokrati i vores forbund.”
Læs erklæringen om urafstemningen OK21
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.