Økonomaerne kæmpede for den rette plads i hierarkiet

I 1991 mødte den specialestuderende Else Hansen den tidligere økonoma Karen Kok-Jensens. 
Else Hansen var historiestuderende og skulle skrive speciale om Økonomaforeningens
historie. hvilket senere blev til to bøger. Udover frk. Kok mødtes hun også med andre ældre økonomaer med fødselsårene 1909, 1919 og 1923 − frk. Kok selv var fra 1914.
− Der var ikke noget undskyldende eller udglattende over de kvinder. De havde en stor stolthed over deres fag og deres virke og deres liv. Jeg havde virkelig indtryk af, at det for dem meget havde handlet om at opnå respekt − og de havde også fået den, fortæller Else Hansen.

En uddannelse i selvrespekt
Disse ældre økonomaer var begyndt deres karriere i 1930’erne. De blev udlært, dengang det absolut vigtigste for økonomaerne og Økonomaforeningen var at få skabt respekt om faget gennem uddannelse og faglig anerkendelse fra andre faggrupper. Og den mission blev derfor −
bevidst eller ubevidst − vævet ind i alt fra påklædning over tiltaleformer, boliger og løn til relationerne på arbejdspladsen, for det gjaldt for økonomaerne om at tilegne sig den plads i hierarkiet, som de anså som den rette for deres stand.

Med orden i hierarkiet kendte alle deres plads, og systemet var i balance, mens
konflikterne blomstrede, hvis hakkeordenen ikke var på plads. Dette system af koder skulle de nye elever lære i løbet af deres tre år lange elevtid hos en erfaren økonoma.

På Aarhus Amtssygehus i begyndelsen af 1960’erne fandt økonomaen sig ikke
i sjuskede elever: “Hvis I ikke forstår at klæde jer ordentligt og sætte den der forbandede kappe
ordentligt og rette skuldrene og kigge fremad, så bliver I ikke til noget, og I bliver heller ikke uddannet her.”, lyder blandt andet i beretningerne. 
Den strikse økonoma ønskede først og fremmest, at eleverne så friske og veloplagte ud, når de mødte op klokken seks om morgenen. Men de måtte heller ikke forfalde for meget i løbet af dagen,
for de skulle stadig se nydelige ud, når de var færdige om eftermiddagen.

Eleverne repræsenterede økonomastanden, og økonomaerne så derfor til, at de skulle være rene, pæne og lydige. Desuden skulle eleverne også kunne konversere, ikke have kærester og i nogle tilfælde nærmest blive indlagt som økonomaens personlige kuli − eksempelvis blive udpeget til at være økonomaens faste makker til at spille kort, vaske hendes bil eller hjælpe med personlige indkøb.

Hævet over ufaglærte
Nystrøgede hvide knitrende bomuldskitler eller forklæder, små, pyntende hvide kapper i det nyfriserede, opsatte hår og en hæl på skoen. Sådan så uniformen ud for økonomaer, assistenter og elever. I modsætning til det ufaglærte køkkenpersonale, som ikke havde den samme funklende hvide arbejdsdragt.

− Med deres klædedragter og manerer skulle økonomaerne signalere, at de er en del af et af de øverste lag, for det giver status at have det rigtige tøj på og de rigtige manerer, uddyber Else Hansen.

For yderligere at adskille økonomaen og hendes assistenter og elever fra det ufaglærte køkkenpersonale havde økonomaholdet også gerne deres egen frokoststue. Og forskellen på folk sås også på størrelsen af tjenesteboliger, der afspejlede den ansattes position i hierarkiet.
Hierarkiet var enormt vigtigt, for hvis der var usikkerhed om, hvem der bestemte over hinanden, så opstod konflikterne.
Det skete eksempelvis, da Tønder Sygehus fik en ny funktionærbolig, og kongeparret skulle komme og se den. Sygeplejerskerne stod samlet i en ende af en sal og havde bestemt, at økonomaerne ikke måtte stå sammen med dem. Men økonomaerne fandt sig ikke i sygeplejerskernes indbildskhed og listede alligevel op til sygeplejerskerne. 

I forbundets første årtier var en økonoma i udgangspunktet ugift. I 1924, året efter Økonomaforeningens stiftelse, var 13 ud af 178 medlemmer fruer. Resten var frøkener.

Blandt fruerne var flere dog enker og dermed også selvforsørgende. Men valget om at være alene
var ikke kun et personligt spørgsmål. Økonomaer ansat i kommunerne ville direkte bryde reglerne, hvis de var gift. Løndirektoratet fra Københavns Kommune tog i 1936 sagen op med den københavnske hospitalsdirektør K.M. Nielsen, som svarede:
“... det ligger i Sagens Natur, at det er uforeneligt med de paagældendes Gerning at være gift … de paagældende Tjenestemænd vil fortsat tage deres Afsked, naar de ønsker at gifte sig.”
Men et halvt år efter skrev hospitalsdirektøren i et notat til borgmesteren, at han havde ændret mening, da han havde opdaget en hemmeligt gift økonoma, “uden det frembød Gener eller Forviklinger for arbejdet”.

I 1940 opnåede Kommunalarbejderforbundet tilladelse til, at kvindelige tjenestemænd fik lov til at gifte sig og fortsætte i deres job− ligesom de statslige havde ret til.

Men det var stadig ikke attraktivt at indgå giftermål, for en del af økonomaernes løn var kost og logi, men kun økonomaen, og ikke hendes mand eller familie, måtte bo i boligen. I 1955 var kun 15 medlemmer af Økonomaforeningen fruer, de 507 andre var frøkener, så det var heller ikke i foreningens interesse at arbejde for at ændre forholdene.