Ris
27.02.2024

Nye anbefalinger til kogning af ris fra Fødevarestyrelsen

Ris er vurderet til at være kræftfremkaldende, og derfor ændrer Fødevarestyrelsen nu kogevejledningen

Ris og risprodukter er den fødevare, der har det højeste indhold af stoffet uorganisk arsen, som er vurderet til at være kræftfremkaldende. Uorganisk arsen kan blandt andet øge risikoen for lungekræft og hudkræft. Og ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, er risikoen større end først antaget.

Det betyder, at hvis man gennem mange år dagligt spiser fødevarer med uorganisk arsen, har man en forøget risiko for at udvikle kræft.

Arsen-indholdet er uafhængigt af, om risene er økologiske eller konventionelle, men brune, røde og sorte ris samt produkter baseret på fuldkornsris indeholder cirka dobbelt så meget uorganisk arsen som hvide ris. Ifølge Max Hansen, seniorrådgiver fra DTU Fødevareinstituttet, skal man dog huske, at der er en relativ lille risiko, og at risikoen fra ris slet ikke måle sig med risikoen fra f.eks. rygning. Det siger Max Hansen til DR.DK.

Sådan skal du koge ris

Med den nye viden følger nye anbefalinger fra Fødevarestyrelsen om, hvordan ris koges, så indtaget af uorganisk arsen gennem kosten minimeres.

Derfor anbefales det at koge ris på følgende måde:

  • Skyl risene godt.
  • Kog risene i for meget vand, ligesom når du koger pasta. Lige inden risene er kogt færdige, hældesvandet fra, og gryden står med låg i nogle minutter. Tilberedningstiden afhænger af ristypen. Alternativt kan man inden kogning lade risene stå i blød i et par timer i køleskabet eller overhælde risene med kogende vand og lade dem stå i blød i 15-30 minutter i stedet.

Anbefalinger vedr. andre risprodukter

Ifølge fødevarestyrelsen, kan ris stadigvæk sagtens indgå i en sund og varieret kost, men man skal holde sig fra at spise ris hver dag. Derudover er det en god idé at begrænse sit indtag af riskiks og risdrik, da det indeholder en del uorganisk arsen. Andre typer af plantedrik, for eksempel havredrik, mandeldrik osv. har et langt lavere indhold af uorganisk arsen end risdrik.

Glutenallergikere skal være særligt opmærksomme på at variere deres kost, så den ikke består mest af ris.

Anbefalinger i forhold til børn

Man skal være særligt påpasselig i forhold til børn, da de har et relativt stort indtag i forhold til deres kropsvægt, og ifølge fødevarestyrelsen bør børn ikke indtage riskiks eller risdrik. Det er en god idé at give børn forskellige grødtyper, så man for eksempel ikke giver risbaseret grød, såsom rismelsgrød eller risengrød, til sit barn hver dag.  

Du kan læse mere på fødevarestyrelsens hjemmeside.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.