Mette Thiel

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

Nu er kendt slankemedicin godkendt til børn

Artikel: Den populære slankemedicin Wegovy kan nu gives lovligt til børn ned til 12 år. Det møder en blandet modtagelse blandt læger og diætister

Artikel, bragt i Avisen Danmark, 27. maj 2023.

Nu er det ikke kun overvægtige børn i USA, der har adgang til den populære slankemedicin Wegovy. Det Europæiske Lægemiddelagentur har nu også godkendt produktet til brug hos børn ned til 12 år. Det betyder, at danske læger snart vil kunne anvende Wegovy til behandling af børn.

Agenturet angiver, at Wegovy kun er beregnet til børn, der allerede er i et vægttabsprogram med kaloriefattig kost og øget fysisk aktivitet. Derudover skal børnene have en kropsvægt på over 60 kilo ifølge agenturet.

Der er stadig manglende viden om de potentielle langtidsbivirkninger ved produktet, som blev introduceret på det danske marked i december. Desuden er der kun begrænsede erfaringer med at administrere det til børn og unge ned til 12-årsalderen.

I Fagligt Selskab af Kliniske Diætister i Kost og Ernæringsforbundet savner man mere erfaring med bivirkningerne, før Wegovy tages i brug hos børn ned til 12 år.

- Vi er bekymrede over godkendelsen. Mange bivirkninger kender vi måske først om fem til ti år, og børn skal jo ikke være forsøgsdyr. Vi så gerne, at man ventede meget længe med medicin af den type, siger Mette Theil, der er formand for Fagligt Selskab af Kliniske Diætister.

Hvis slankemidlet skal gives til børn i forbindelse med behandling af svær overvægt, er man enig med børnelægerne i, at det skal ske i tæt tværfagligt samarbejde med eksperter på området. Og så skal årsagen til overvægten findes hos den enkelte, fokus må ikke kun være på behandlingen, lyder det.

- Wegovy bør kun gives til de børn, hvor andre metoder med kost og bevægelse er afprøvet, og hvor overvægten stort set kan sidestilles med en hormonel sygdom. Der skal diætister med ind over forløbet, for behandling af overvægt må ikke ende med et stik én gang om ugen, vitaminpiller og blodprøver ved egen læge, slutter Mette Theil.

Ifølge de seneste data fra Sundhedsdatastyrelsen i april blev der i alt indløst 42.466 recepter på Wegovy. Dette en stigning på omkring 13 procent i forhold til den foregående måned.

Læs hele artiklen her.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.