Maddannelse handler om meget mere end at sidde pænt ved bordet

Et måltid i vuggestuen eller børnehaven kan ikke det samme som derhjemme, hvor der er traditioner og følelser på spil omkring middagsbordet. Til gengæld har det et stort potentiale for, at børnene både lærer at begå sig ved bordet og får et dybere kendskab til fødevarer, smage og jordens ressourcer.

− I hjemmet er måltidet ofte forbundet med kærlighed, mens det i daginstitutionen skal være inkluderende, så alle kan sidde med ved bordet, sammenfatter lektor Ellen Ravn Habekost fra University College Lillebælt. Hun er master i sundhedspædagogik og underviser på pædagoguddannelsen i Jelling.

En anden forskel er, at børnene ikke kun har deres forældre og søskende som rollemodeller til måltiderne i institutionen.

− Ud over de voksne i institutionen har det enkelte barn rollemodeller i sine små kammerater, og hvis børnene er heldige, er de med til at tilberede maden og dække bord, så de oplever at være inddraget. Det kan man beslutte i institutionen som en professionel handling, hvor pædagogerne ikke kan bestemme, hvordan måltidet skal foregå hjemme i familien, siger Ellen Ravn Habekost.

Måltidet i daginstitutionen har stor betydning for børns maddannelse, siger hun og understreger, at maddannelse handler om meget mere end at lære børn at sidde pænt ved bordet med albuerne ind til kroppen.

− Et inkluderende måltid åbner for både socialisering og disciplinering, forstået på den måde, at det enkelte barn skal deltage på en måde, så alle synes, det er rart at være i fællesskabet. Det giver en mangfoldighed, hvor børnene rummer og anerkender hinandens valg af mad, og at der er forskellige måder at tilberede, smage og spise mad på.

Børn får lyst til at smage

Det indgår i maddannelse, at måltidet tilrettelægges, så børnene vil smage og snuse til mad, de ikke kender, så de kan tage stilling til, om de har lyst til at spise den.

− Det er en fordel, at børn bliver mødt af mad, som smager, dufter og tilberedes forskelligt. Det er også en del af maddannelsen. Det samme er kompetencerne i håndværket. Når jeg laver æggesnaps, vil jeg så helst bruge en elpisker eller et piskeris? Man kan gøre begge dele, og når man taler med børnene om, at der findes forskellige teknikker, er det maddannelse, siger Ellen Ravn Habekost.

Hun bringer også naturens ressourcer på banen.

− Det handler både om at så og plante ud og om kendskab til råvarer. Derfor er det en god idé at invitere institutionens ernæringsprofessionelle ind, når maden serveres, så de kan fortælle børnene om de forskellige råvarer, og om kartoflerne er kogte, stegte eller ovnbagte. På den måde bliver maden talt op.

Samtidig får præsentationen børnene til at betragte køkkenpersonalet på lige fod med pædagogerne, som faciliterer måltidet ved bordet.

− Det kan være ensomt at være ansat i køkkenet i en daginstitution, hvis man ikke føler sig set og anerkendt, og der ligger netop anerkendelse i, at børnene oplever, at der er mennesker i køkkenet, som bidrager til måltidet, siger Ellen Ravn Habekost.

Køkken og stue arbejder sammen

Det er vigtigt, at institutionen hægter måltiderne på en handleplan om den dannelse, børnene skal have ud af måltidet, anbefaler Ellen Ravn Habekost, som er fortaler for, at ernæringsprofessionelle deltager i møder, hvor personalet taler om pædagogik.

− Professionelle køkkener tilbereder mad efter kostråd og anbefalinger om ernæring, men personalet i et daginstitutionskøkken skal ikke kun være sundhedsmedarbejdere. De skal også være sundhedspædagogisk bevidste, så de kan være med til at omsætte tankerne om maddannelse til konkret handling: Skal vi servere på fade, tallerkenanrettet eller som buffet? Skal alle smage? Skal der altid være et stykke af det hele til hvert barn, eller er det i orden at sige, at der ikke er æg nok til alle, så børnene må deles om det, der er? Den slags spørgsmål kan pædagoger og ernæringsprofessionelle diskutere, siger lektoren fra UC Lillebælt.

Med et godt samarbejde mellem køkken og stue kan man også inddrage forældrene i en snak om børnenes livretter og familiernes traditioner, og forældre med anden etnisk oprindelse kan inviteres ind som gæstekokke, så man serverer en mangfoldighed af mad for børnene.

Et øget samarbejde kan også få pædagoger til at sige til børnene: Gad vide, hvad vi skal have i dag? Og så sender de nogle ud i køkkenet for at spørge.

− Hvis det er fredag, skal køkkenet have tømt køleskabet, og derfor venter der en frokost med mange små portioner. Pædagogerne kan så tale med børnene om, at det er vigtigt ikke at smide mad ud, siger Ellen Ravn Habekost, som sammen med blandt andre Kost og Ernæringsforbundet har skrevet hæftet Madleg, der netop handler om, hvordan daginstitutioner kan gøre mad og måltider til en arena for læring. Hæftet findes på Rådet for sund mads hjemmeside.

Samarbejde kræver tid

Et samarbejde stiller krav til deltagerne. For ernæringsprofessionelle gælder, at de først og fremmest skal have viljen til at gå i dialog med pædagogerne om at give børnene gode madoplevelser, vurderer Ellen Ravn Habekost.

− Ernæringsprofessionelle skal ikke kun se på måltidet ud fra en ernæringsmæssig vinkel, men også fra et pædagogisk didaktisk perspektiv. Derfor må de ikke være så pressede, at de ikke har tid til at mødes med pædagogerne.

Hun stiller samme krav til pædagogerne.

− Pædagoger og ernæringsprofessionelle skal interessere sig for hinanden og have lyst til at dele deres fagligheder, så de sammen løfter børnenes maddannelse. Hvis en pædagog pludselig får adgang til hokkaidogræskar, kan hun og børnene spørge i køkkenet, om personalet kan lave græskarsuppe. Det styrker børnenes viden om fra jord til bord, samtidig med at de ser, at man kan bidrage til måltidet på forskellig vis.

Selvom Ellen Ravn Habekost opfordrer ernæringsprofessionelle til at bevæge sig ind på pædagogernes faglige hjemmebane, afviser hun, at pædagogerne vil reagere i trods ved totalt at overtage måltiderne.

− Det er mit indtryk, at pædagoger ikke bare vil bestemme, men er villige til at samarbejde med køkkenet. Det kræver selvfølgelig, at ledelsen har øje for at organisere det, så køkkenpersonalet kan komme til at byde ind. Det taler tilbage til, at institutionernes ernæringsprofessionelle skal bidrage til den pædagogiske handleplan for måltidet, siger Ellen Ravn Habekost.

BUPL: Vigtigt med fagligt fællesskab

Helt grundlæggende er det vigtigt, at pædagoger og ernæringsprofessionelle kan bidrage med deres viden og faglige indsigter i et fagligt fællesskab. Det mener formand for Lederforeningen i BUPL Eva Munck Immertreu.

− Det er et fælles ansvar at få det samarbejde op at køre. Her skal lederen tænke over og have øje for, hvordan køkkenpersonalet skal indgå i personalegruppen og arbejdsfællesskabet. Mens den ernæringsprofessionelle skal byde ind med sin faglighed og viden, så der kommer en god dialog om styrker og svagheder, og så begge parter kan forventningsafstemme, siger hun og tilføjer:

− Når det er sagt, så er det vigtigt, at vi netop har øje for, hvad pædagogerne kan, og hvad de ernæringsprofessionelle kan. Pædagoger har fokus på relationer, børnenes trivsel og udvikling over en bred kam. De ernæringsprofessionelle kan bidrage med deres viden om mad, måltider, ernæring og sund kost. Det skal være udgangspunktet for samarbejdet.

Hvad er de største fordele? Hvad er de største udfordringer ved et stærkere samarbejde?

− Et samarbejde kan, når det fungerer godt, give børnene interesse for sund, varieret kost og gode madvaner. Og det kan bidrage til at skabe gode, udviklende pædagogiske momenter med maden i centrum. I en travl dagligdag, hvor ressourcerne er små, kan det dog være en udfordring at finde tid til at forberede og udvikle det tværfaglige samarbejde.