
Maddag 2021 [OPSKRIFTER ] Henrik Frydkjær [FOTO ]
Månedens opskrift: Sild
Sild er temaet til Maddag 2021. I den anledning har vi fået udviklet en række gode, børnevenlige opskrifter med sild. Derfor kommer vi også i opskrifterne med inspiration til, hvordan du kan inddrage børn i tilberedelsen.
Men opskrifterne kan selvfølgelig bruges til alle uanset alder.
Klimavenlig fisk
Sild er en naturlig ressource, der ikke kræver vand, foder eller energi at frembringe. Den skal blot hentes i sit naturlige element − og evt. konserveres. Der benyttes også de mest moderne, energi- og ressourcebesparende fangst- og landingsmetoder til fiskeriet, så du kan sætte sild på bordet med ekstra god samvittighed.
Ud over selve produktionen af en madvare udledes der CO2 i forbindelse med transporten af den. Derfor er det vigtigt at spise friske, lokale råvarer − præcis ligesom sild, der er fisket tæt på dig. Supplér den gerne med andre lokale råvarer som f.eks. årstidens danske grøntsager.
Også god for helbredet
Sild rummer herudover masser af Omega-3-fedtsyrer, der er vigtige for dig hele livet. De styrker eksempelvis hjernens udvikling og dermed indlæringsevnen hos børn. Og de kan reducere risikoen for forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme hos voksne. Omega-3 har også en positiv effekt på sygdomme som diabetes, demens, gigt, astma og psoriasis.
Kilde: vildmedsild.dk
Opskrifter
Sildefrikadeller
50 portioner
1,7 kg sildefileter uden skind
15 g salt
200 g løg, finthakket eller revet
75 g hvedemel
75 g kartoffelmel
360 g hele æg (ca. 6 stk.)
Lidt stødt peber
Ca. 2 dl mælk
Olie til stegning
- Hak sildefileter fint i en foodprocessor.
- Rør de hakkede sildefileter seje med salt, tilsæt løg, mel, kartoffelmel, æg og peber, og rør sammen.
- Tilsæt mælk lidt efter lidt, til farsen har den rette konsistens.
- Lad farsen hvile på køl i ca. 1 time.
- Rør farsen igennem, form til frikadeller, og steg dem i olie ved svag varme 5-6 min. på hver side.
Serveringsforslag
Servér sildefrikadellerne som pålæg til rugbrød eller med kartofler og en dip.
Lad børnene være med til at:
- Hakke sildefileter
- Forme sildefrikadeller
Vejledende portionsstørrelse
50 g uden tilbehør
Energi pr. portion 359 kJ
Protein 32 E% (6,7 g)
Kulhydrat 14 E% (2,9 g)
Fedt 54 E% (5,3 g)
Mættet fedt 11 E% (1,07 g)
Stegte sild marineret i yoghurt med persille og sennep
50 portioner
2 kg sildefileter
400 g yoghurt
50 g persille, finthakket
20 g sennep
450 g pankorasp eller fuldkornshvedemel
Olie til stegning
- Skær sildefileter i mundrette stykker.
- Vend sildestykker med yoghurt, persille og sennep.
- Opbevar i køleskab til næste dag.
- Tag sildene op, og dup det meste af marinaden af.
- Vend sildefileter med pankorasp eller fuldkornshvedemel.
- Steg sild i olie, til de er gyldne og sprøde.
Tip: Sildene kan også steges i ovn på oliesmurt bagepapir.
Steg ved 220° C i ca. 10 min., eller til de er sprøde.
Serveringsforslag
Servér sammen med kartofler og stuvede grøntsager, på rugbrød, med kartofler, syltet pære, blommekompotmed anis, dip og dressinger eller til suppe.
Lad børnene være med til at:
- Skære sildefileter i mundrette stykker
- Skylle og hakke persillen
- Røre marinaden sammen
- Vende sildefileter med yoghurt og persille
- Fiske silden op af marinaden
Vejledende portionsstørrelse
50 g uden tilbehør
Energi pr. portion 420 kJ
Protein 29 E% (7,2 g)
Kulhydrat 12 E% (2,8 g)
Fedt 59 E% (6,6 g)
Mættet fedt 10 E% (1,2 g)
Sildepostej
50 portioner
500 g røget sild eller stegte sild
500 g kartofler
250 g yoghurt
50 g mayonnaise
Salt og peber
Citronsaft
- Kog kartofler (dagen før), og lad dem afkøle helt.
- Blend sild og kartoflerne − tjek for små ben.
- Vend med yoghurt.
- Justér smagen med salt, peber og citronsaft.
Tip: Du kan eksperimentere med at tilsætte kogte bælgfrugter i stedet for kartoffel.
Serveringsforslag
Servér sildepostejen sammen med rugbrød, brød uden kerner og færre kostfibre end rugbrød eller grøntsager, f.eks. radise, agurk, dampet broccoli, dampet eller rå glaskål m.m. Du kan også bruge sildepostejen i wraps eller bruge den til at dyppe grøntsager i.
Lad børnene være med til at:
- Skrubbe kartofler
- Blende sild og kartofler
- Tilsmage sildepostejen
Vejledende portionsstørrelse
25 g uden tilbehør
Energi pr. portion 160 kJ
Protein 25 E% (2,4 g)
Kulhydrat 19 E% (1,8 g)
Fedt 55 E% (2,4 g)
Mattet fedt 10 E% (0,4 g)
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.