Bålmad
Fagblad 4, 2022

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

Camilla Winther Gislinge og Arla Fonden [ OPSKRIFTER OG FOTO ]

Månedens opskrift: BÅLMAD

Sommeren er godt i gang, og det giver gode muligheder for at rykke madlavningen udendørs.

Til Spejdernes lejr 2022 i Hedeland Naturpark i 2022 udviklede ernæringsassistent Camilla Gislinge i samarbejde med Arla Fonden  en kogebog med opskrifter til mad lavet på bål. 

Opskrifterne er et sammenkog af spejdernes og Arla Fondens tilgang til at lave mad sammen med børn og unge. Madglæde, fællesskab, medbestemmelse, involvering, learning by doing og bæredygtighed har derfor haft en central rolle i udviklingen af opskrifterne til Spejdernes lejr 2022.

Alle opskrifterne er udviklet ved og på bålet og testet af spejdergrupper i portionsstørrelser fra 10 til 100. Appetit har fået lov til at dele nogle af opskrifter fra bogen, læs med og blive inspireret: 

− Corona-pandemien har givet flere mennesker smag for udeliv, og mange ønsker at spise bedre mad end grillpølser og kødsovs. Jeg tror, at vores kogebog vil appellere bredt til friluftsmennesker, men den er også oplagt til skovbørnehaver, SFO’er og fritidsklubber, når de laver mad på bål, siger Camilla Gislinge, der har været med til at udvikle opskrifterne.

 

Thailandsk blomkålskarry

4 løg
6 fed hvidløg
4 spsk. ingefær (ca. 6 cm)
½ dl smagsneutral olie (f.eks. raps- eller solsikkeolie)
6 dl jasminris
2 blomkål
1 l vand
1,6 l kokosmælk
220 g rød karrypasta
480 g kogte kikærter f.eks. fra dåse
Hvidvinseddike

Toppings

200 g peanuts
400 g ærter

Tilbehør

10 stk. groft brød/flutes
(ca. 50 g pr. pers.)

•  Skyl grøntsagerne, og hæld vandet fra kikærterne.
•  Pil og hak løg og hvidløg fint.
•  Skær hele blomkålen i mindre stykker, ca. 2 x 2 cm.
•  Skrab skrællen af ingefæren med en teske eller lille kniv, og riv den fint på et rivejern.
•  Sautér løg, hvidløg og ingefær i olien i en gryde.
•  Tilsæt ris.
•  Tilsæt blomkål og en liter vand i gryden, og lad risene opsuge vandet. Koges i 10 min., rør jævnligt rundt.
•  Kom kokosmælk, rød karrypasta og kikærter i gryden, rør godt rundt.
•  Kom låg på gryden, og lad det simre ved svag varme i cirka 15 min., til risene er møre.
•  Sæt gryden til side (f.eks. i kanten af bålristen), så retten kan trække i yderligere 10 min.
•  Rør godt rundt i gryden, og smag, om der skal mere karrypasta i retten.
•  Smag derefter til med salt, peber og lidt hvidvinseddike.
•  Lun brødet.
•  Kom ærter og peanuts på toppen af retten.

Bygotto med sommergrønt

400 g champignon
3 løg
3 fed hvidløg
1 blomkål
2 bdt. grønne asparges
2 squash
1 l perlebyg
1 dl smagsneutral olie, f.eks. raps- eller solsikkeolie
2 tsk. salt
½ tsk. peber
250 g bacon i tern
2 tern grøntsagsbouillon
3 spsk. tørret timian
4 stk. laurbærblade
1,7 l vand
1 kg kyllingeinderfilet
200 g neutral flødeost
Hvidvinseddike

Tilbehør

10 stk. groft brød/flutes
(ca. 50 g pr. pers.)

•  Skær roden af champignonerne.
•  Skyl alle grøntsagerne, og skyl perlebyggen − evt. i et dørslag.
•  Pil og hak løg og hvidløg, kom det i en skål.
•  Skær hele blomkålen, champignon og squash i stykker − ca. 1 x 1 cm.
•  Knæk enden af aspargesene, og skær asparges i stykker − ca. 2 cm.
•  Kom blomkål, champignon, asparges og squash i en skål.
•  Varm gryden op, og dæk bunden med olie.
•  Svits løg og hvidløg, indtil løgene er gennemsigtige.
•  Tilføj de øvrige grøntsager, og steg dem i 5 min., kom det hele i en skål.
•  Svits bacon og perlebyg i ca. 5 min., rør godt rundt.
•  Tilføj de 2 tern grøntsagsbouillon, timian, laurbærblade og halvdelen af vandet, bring retten i kog.
•  Tilsæt resten af vandet lidt ad gangen, rør jævnligt rundt. Det tager ca. 30 min., før perlebyggen er mør.
•  Varm en pande, og steg kyllingestrimlerne. Skær et stykke over, og se, om det er gennemstegt.
•  Kom flødeost, kylling og stegte grøntsager i bygottoen, rør rundt.
•  Lun brødet.
•  Smag til med salt, peber og lidt hvidvinseddike.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.