Liva og Frederikke har fundet deres vej

Liva er elev, og Frederikke nyuddannet ernæringsassistent. De er motiverede, dygtige og brænder for deres fag − og så har de begge oplevet bump på vejen.

Frederikke Christensen og Liva Andersen viser hjemmevant rundt i det store køkken på det nye Odense Universitetshospital (OUH), hvor de begge arbejder. 21-årige Liva er ernæringsassistentelev, og 20-årige Frederikke, der også startede som elev i køkkenet, er nu færdiguddannet og ansat som ernæringsassistent. Vi går gennem de store lokaler, hvor kollegaerne i køkkenet alle vegne er i gang med hver deres vigtige del af produktionen.

Behandlingen og dermed patienterne er endnu ikke flyttet ind på matriklen. Kun køkkenet er i fulde omdrejninger. Her produceres varm mad, kold mad, diæter og specialkost, bagværk og desserter.
I alt 1.000-1.500 måltider hver dag, der derefter transporteres til OUH, Nyborg Sygehus og Svendborg Sygehus.

− Det er her, jeg arbejder til daglig, siger Frederikke Christensen og stopper ved nogle store køleskabe med diverse diæter på snorlige rækker. Frederikke er en del af køkkenets diætteam, hvilket er hendes store interesse:

− Jeg synes, det er megaspændende at være med til at sikre, at borgerne kan få den nødvendige næring og samtidig få noget lækker mad, selvom de har nogle udfordringer. Det er dét, jeg brænder allermest for, fortæller hun.

Frederikke Christensen viser os en bakke med dysfagikost, hun og teamet netop har arbejdet med at udvikle. På bakken står tre serveringer: chokolademousse, cremet suppe, og hvad der ved første øjekast ligner et stykke smørrebrød med kødpølse, remoulade og sky. Ved nærmere
eftersyn kan man se, at det ikke er en hvilken som helst kødpølsemad. Farver og struktur på de enkelte dele er helt jævn.

− Smagen er den samme, men konsistensen er nøje tilpasset i alle elementerne i maden. Det er virkelig spændende at arbejde med, fortæller Frederikke og uddyber:

− Vi har lavet mange forsøg, før vi ramte den helt rigtigt. Det gør mig stolt at kunne lave sådan et måltid til borgere med et særligt behov. Det er selvfølgelig ikke det samme som at spise en almindelig mad, men det er det tætteste, vi kan komme på det. Og borgeren oplever at få velkendt
og lækker mad.

Hvad motiverer dig ved uddannelsen som ernæringsassistent?
− Jeg hørte om ernæringsassistentuddannelsen, da jeg gik på efterskole, og vidste med det samme, at det var det, jeg ville efter 9. klasse. Jeg synes, det er spændende, især at arbejde med diæter og dysfagikost. Det er en målgruppe, der er truet i forhold til at få nok næring. Jeg synes, det er megaspændende at være med til at sikre, at de kan få den nødvendige næring og noget lækker mad at spise, selvom de har nogle udfordringer.

Du startede her i køkkenet som elev og er nu fastansat. Hvordan oplever du at blive taget imod?
− Jeg er blevet taget godt imod − både nu, hvor jeg er færdiguddannet, og som elev. Der er et princip om, at eleven er elev og ikke bare en arbejdskraft. Det betyder, at man aldrig står alene som elev, man følges altid med en kollega, fordi man skal have lov til at lære. Det gør en stor forskel og betyder, at man kan lære tingene ordentligt. Man bliver ikke presset på samme måde, som hvis man står med ansvaret alene. Nu, hvor jeg er færdiguddannet, er jeg klar til at stå alene, og jeg har også haft elever med.

Du har haft nogle udfordringer undervejs i din uddannelse. Vil du fortælle lidt om det?
− Jeg har døjet meget med angst, også panikangst. Jeg har også Tourettes, hvilket gør, at jeg har nogle tics, der kan være en udfordring i hverdagen. Det blev jeg udredt for, imens jeg var her i køkkenet. Det påvirker mit arbejde, fordi mine tics sidder i hænderne. Derfor kan jeg nogle gange blive udfordret på at klare alle opgaver. I starten syntes jeg, at det var svært at have tics. Men efterhånden har jeg lært at undertrykke dem det meste af tiden. Hvis jeg ikke kan holde dem tilbage, så finder vi noget andet, jeg kan lave, for jeg kan ikke arbejde med knive eller varme ting, imens jeg har tics i mine hænder. Men vi finder altid en løsning på det − værre er det ikke, og mine kollegaer har en rigtig fin respekt for det.
 

Hvordan har arbejdspladsen og dine kollegaer støttet dig?
− I starten syntes jeg, det var pinligt at have tics. Det synes jeg ikke mere. Jeg har forsøgt at være meget åben om det, og generelt har alle på arbejdspladsen haft rigtig fin respekt for det. Jeg har også snakket løbende med Lise Lotte om det, fordi jeg blev udredt i min elevtid. I forhold til angsten er der nogle af de store områder med mange mennesker, hvor jeg ikke står for længe ad gangen, for så kan jeg godt blive lidt presset. Jeg har oplevet at få et panikanfald på arbejdet. Der kom folk hen og spurgte, om jeg var OK, og jeg fik lov til at gå op at sætte mig. Det hjalp mig meget. Det har også betydet, at anfaldene ikke kommer så hyppigt mere. I starten kunne jeg godt frygte at tage på arbejde, fordi jeg var bange for at få et angstanfald. Sådan har jeg det ikke mere, fordi kollegaerne er på den måde.

Hvordan har du det nu på arbejdspladsen?
− Nu synes jeg, at det går rigtig fint. Mine tics er ikke så slemme mere. Jeg har fået en mere rolig hverdag og er blevet en del af en gruppe, frem for at man skal fare rundt i køkkenet. Det gør, at mine tics ikke er så slemme længere. Det hjælper også på angsten, så den ikke kommer så tit. Og samtidig ved jeg, at hvis det sker, at jeg får et anfald, så er mine kollegaer gode til at hjælpe.

Har du et godt råd til andre unge, der måske står i en lignende situation?
− Husk på, at meget kan lade sig gøre med lidt hårdt arbejde. Forsøg så vidt muligt at være åben over for din arbejdsplads, så kan de bedst hjælpe dig. Hvis du selv er åben, så er der større chance for, at de også er åbne den anden vej, og at I kan finde en løsning sammen, der giver mening.

Har du et godt råd til andre arbejdspladser, der gerne vil tage godt
imod en elev eller nyuddannet?
− Hav respekt for eleven og de ting, eleven måske kommer med og har brug for hjælp til. Uanset om det er en diagnose eller måske nogle andre ting. Snak løbende med eleven. Kommunikation er det allervigtigste.

Hvad motiverer dig ved uddannelsen som ernæringsassistent?
− Det motiverer mig at tage en uddannelse, hvor jeg kan hjælpe folk gennem mad og viden om kostreglerne, og at jeg kan vise omsorg for andre mennesker på den måde. Det motiverer mig også, at jeg bliver bedre til at lave mad, for det er en af mine helt store hobbyer.
 

Undervejs i din uddannelse har du haft nogle udfordringer. Vil du fortælle lidt om det?
− Jeg var begyndt på ernæringsassistentuddannelsen i 2024 og fik senere på året diagnosen ADHD. Før diagnosen havde jeg svært ved at koncentrere mig i skolen og tog alle signaler omkring mig meget personligt. Jeg fik tvangstanker, tænkte meget negativt om mig selv og havde det svært. Privat stod jeg også i en ustabil situation, der ikke var god for mig. Jeg startede som elev på OUH og ville gerne vise mit værd, men jeg måtte til sidst sygemelde mig med stress. Jeg fik lægehjælp og blev diagnosticeret med ADHD. Nu får jeg den hjælp og den medicin, jeg skal have. Jeg lavede også nogle ændringer i mit privatliv, så min hverdag blev mere stabil. Jeg vendte tilbage til min elevplads i slutningen af 2024 og arbejdede mig hurtigt op i tid igen. Siden har jeg haft det rigtig godt.
 

Hvordan har arbejdspladsen støttet dig?
− Arbejdspladsen har støttet mig rigtig godt. Jeg har fået god hjælp af Lise Lotte, som er uddannelseskoordinator. Jeg havde tit kontakt med hende om min situation, da jeg havde det svært. Siden har der også været ugentlige elevmøder og løbende tjek-op-samtaler med Lise Lotte og elevvejlederne i køkkenet. Det er rigtig rart.
− Noget af det bedste er, at de ikke går på æggeskaller rundt omkring mig. Når jeg taler med nogen her på arbejdspladsen, så har de altid et åbent sind. De behandler mig ikke anderledes. Jeg vil helst ikke behandles anderledes, bare fordi jeg har haft det svært i en periode. Det betyder meget, at de bare ser mig som en af dem.
 

Hvordan har dine kollegaer taget imod dig?
− De har taget rigtig, rigtig godt imod mig. Jeg føler, at det er en lille familie, vi har sammen her. Der er ingen, der skælder ud eller råber ad eleverne. De presser os ikke. De tager sig ufatteligt godt af os, og de ved, at vi er her for at lære, så de gør deres bedste for at sørge for, at hver eneste dag er lærerig.
 

Hvad har det betydet for dig at få den støtte fra lærepladsen?
− Det betyder meget. Særligt, at de valgte at gemme min elevplads til mig, da jeg havde det svært. Det betyder alt. Lise Lotte sagde til mig, at elevpladsen stadig var der, når jeg var klar til at vende tilbage. Det gjorde mig så glad. Jeg har før set det som et nederlag, når jeg er hoppet af og på uddannelser. Så at min læreplads gjorde dét − at de var der for mig, selvom jeg snublede undervejs, det betyder alt. Og det betyder, at jeg godt kan være stolt af, hvad jeg kan, og hvad jeg har klaret. Det har lært mig, at det er ikke mig, der er problemet. Det var omstændighederne, der bragte mig ned.
 

Har du et godt råd til andre, der måske står med nogle af de samme udfordringer, som du har oplevet?
− Det er svært at svare på, for når man har det svært og måske har en diagnose som mig, så kan man godt misforstå andres gode råd og føle sig set ned på. Men jeg vil sige, at hvis personen har ressourcerne og motivationen til at prøve at komme ud af den situation, de står i, så gør det. Man skal ikke føle sig begrænset eller tro, at det er en selv, der er noget galt med. Min oplevelse har været, at menneskene omkring mig i mit uddannelsesforløb har været åbne og omsorgsfulde, og at de leder efter løsninger sammen med mig.

Har du et godt råd til arbejdspladser, der gerne vil være en god læreplads for elever?
− Hvis de er åbne og leder efter løsninger sammen med eleven i stedet for at fokusere
på forhindringerne, så kan man komme rigtig langt.