Ghita Parry
03.05.2021

Ligeløn: Dyrt for velfærdssamfundet, hvis vi ikke retter op

Ghita Parry frygter, at de offentlige arbejdspladser ikke i fremtiden kan tiltrække kompetent personale

Overenskomstforhandlingerne er vel overstået. Men den store, seje kamp er først begyndt. Jeg er mere end klar til at rykke på en af de vigtigste lønkampe her og nu: kampen for ret og rimelig løn til alle uanset fag. Tjenestemandsreformen fra 1969 trækker dybe, urimelige og utidssvarende spor efter sig, og den forhindrer – mere 50 år senere – at vi som samfund kan påstå, der er ligestilling i vores land. For det er der ikke. Faktisk langt fra. 

Derfor burde politikerne have handlet for årtier siden. Men bedre sent end aldrig, for vi har ikke råd til at lade et skævt lønsystem fortsætte. Så lad os da tage fat nu og få rettet op på lønefterslæbet i kvindefagene.

Nogen er bange for, at det bliver dyrt for den offentlige sektor. Jeg frygter, at vi får et haltende velfærdssamfund med endnu færre hænder, hvis vi ikke gør noget. For det tiltrækker ikke kompetente medarbejdere, når man kun kan tilbyde et forældet, ulige lønsystem. Offentligt ansatte er simpelthen mere værd. I 1969 kom politikerne måske afsted med at argumentere, at kvindejob blot var bijob og manden var familiens hovedforsøger. Det holder ikke i dag. Ernæringsassistenter, ernæringsteknologer, økonomaer  og professionsbachelorer i ernæring og sundhed er solide uddannelser, og de bidrager ikke bare med håndkraft – men med faglighed, kompetencer og viden, der løfter folkesundheden. Måltider der behandler og giver livskvalitet for de ældre og patienter. Måltider der giver nærende energi og gode vaner til vores børn i skoler og daginstitutioner. Viden og vejledning der forebygger sygdomme. Viden der helbreder somatiske patienter og forebygger udvikling af sygdom. Særligt tilpasset og velsmagende mad til alle de danskere, der ikke kan tygge og synke som os andre, og som får lungebetændelse hvis de prøver. Det koster. Eller rettere sagt: Det burde koste mere.

Vi har ikke råd til at lade være med ligestille disse funktioner med alle mulige andre vigtige funktioner i vores velfærdssamfund, for så vil vi se at endnu færre vælger denne vigtige uddannelsesvej. Lige nu vælger alt for få at blive ernæringsassistent. Og pilen peger desværre den helt forkerte vej, selvom Dansk Arbejdsgiverforenings egne fremskrivninger ellers viser, at der i 2030 skal bruges 23 pct. flere ernæringsassistenter end i dag (knap 11.000 i alt). Det kan vores velfærdssamfund ikke holde til, og derfor håber jeg virkelig, at politikerne vil løse dette strukturelle problem med lav løn og uligeløn, der er på store dele af det offentlige arbejdsmarked.  For vi kan ikke fortsætte som hidtil. Det kan hverken vores ligestilling eller velfærdssamfund holde til.

Bragt i Jyllands-Posten 2. maj 2021

 

 

Har du spørgsmål?

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Vores åbningstider er mandag - onsdag fra kl. 8.30 - 15.00, torsdag 8.30 - 17.00. Fredag 8.30 - 13.30.

phone_callbackFå et opkald
Eller

phone31 63 66 00

mailpost@kost.dk

mail sikkermail@kost.dk