GHITA PARRY / FORMAND OG MICHAEL ALLERUP NIELSEN / NÆSTFORMAND
Leder: Kurs mod grønnere køkkener
Inde i bladet kan I læse om de konkrete forslag og om de første politiske reaktioner.
Vi har set frem til det, fordi vi ved, at der er rigtig mange medlemmer, der gerne vil gøre indkøb og produktion meget mere bæredygtig. Det hører vi, når vi taler med jer, og vi har det sort på hvidt i den store medlemsundersøgelse, der blev foretaget sidste år. Ambitionerne og viljen hos jer medlemmer er tårnhøje, når det kommer til den grønne omstilling. Det er flot, at I er så ambitiøse på fagets og klimaets vegne!
Det afspejler vores udspil. Målet er at reducere CO2-udledningerne fra de indkøbte varer i offentlige køkkener med 25 procent frem mod 2025. Ambitiøst, ja. Men også realistisk.
For hver dag producerer I 800.000 måltider i de offentlige køkkener, og I køber ind for fem milliarder kroner om året. Med en bred indsats, der er forankret på flere niveauer, kan vi skære en god luns af CO2-udledningerne, fordi de offentlige køkkener er så stor en motor i omstillingen. Kost og Ernæringsforbundet fremlægger i alt syv veje til mere bæredygtighed i de offentlige køkkener. For den grønne omstilling i køkkenerne er kompleks. Det ved vi ernæringsprofessionelle om nogen.
Vi foreslår i udspillet, at der bliver afsat flere ressourcer til kompetenceudvikling for ernæringsprofessionelle. Vi foreslår også centrale klimareduktionsmål fra stat, regioner og kommuner. For den grønne omstilling kommer ikke af sig selv, selvom ambitionerne allerede findes i køkkenerne. Den kræver politisk opbakning, vilje og medspil. Det kræver med andre ord, at de offentlige arbejdsgivere tør vise samme ambitionsniveau og give plads og afsætte ressourcer til den grønne omstilling. Den udvikling skal dette udspil hjælpe med til at sikre.
Heldigvis mærker vi allerede grøn medvind i sejlene flere steder fra. Reaktionerne på vores udspil er meget positive, og statsministeren understregede i sin afslutningstale 2. juni, at det er vores medlemmer, der skal sikre den grønne omstilling i de offentlige køkkener. Herudover har regeringen sammen med støttepartierne forud for vores udspil lavet en køkkenomstillingspulje med 40 millioner kroner, som skal støtte klima- og økologiomlægning i offentlige køkkener. Ganske som vi har foreslået og gentaget i udspillet.
Vi glæder os også over, at Økologisk Landsforening nu har nedsat et fagudvalg, der skal se på udfordringerne i forhold til den økologiske omstilling i de professionelle køkkener.
Så der er mange tegn på, at vi ikke står alene med denne dagsorden. Der er dog lang vej endnu. Men vi glæder os over, at kursen er den rigtige. Og over, at vi nu med syv konstruktive forslag kan bakke vores medlemmer op i jeres ønske om mere fokus på klima og bæredygtighed i den daglige produktion. Og over, at vi sammen viser vejen, så den offentlige sektor kan bidrage med en stærk klimaindsats.
Har I kommentarer og indspark til vores bæredygtighedsdagsorden, må I meget gerne tage fat i os. Som sagt er kursen kun lagt. Skal vi i mål, skal alle mand ombord.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.