Leder: Ingen vinder alene

De seneste mange måneder har der været et stort fokus på ulige løn. Eller rettere der er endelig kommet et fokus på lønnen til offentligt ansatte. I fagbevægelsen har vi talt om det længe, og nu er politikerne også langsomt kommet på banen. Og det er vigtigt.

For i Forhandlingsfællesskabet, som tæller mange af de ramte lønmodtagergrupper, er vi enige om, at problemet med underbetalingen i kvindefagene er politisk skabt, og derfor kalder det på en politisk løsning. Vi løser det ikke ved overenskomstforhandlingerne. Derfor håber jeg, at Folketinget er oprigtigt interesseret i at finde de ulige lønforhold, der betyder, at kvindefag halter så meget bagefter de øvrige offentlige stillinger på lønnen. At man er klar til at sætte handling bag ord, når lønstrukturkomitéen er kommet med sine resultater.

Men belært af erfaring så ved jeg, at resultaterne ikke kommer af sig selv. Det er nu, det gælder. Det er nu, vi skal finde styrkerne i det stærke fællesskab i fagbevægelsen. Vinduet er endelig åbnet, og det er nu, vi skal kæmpe. Vi skal i fællesskab skubbe på, så lønstrukturkomitéen munder ud i reelle forandringer, så vi ikke lader debatten om ligeløn og lav løn gå i arv til de kommende generationer. Det har længe været urimeligt, at lønsedlerne i kvindedominerede fag som vores har været mærket af et forældet syn på kvinder som arbejdskraft. Nu har vi i fællesskab råbt politikerne op, og nu skal vi i fællesskab sørge for, at de lytter. Og fællesskabet skal sikre, at der politisk bliver gjort noget ved uligelønnen. Det er det eneste brugbare værktøj i denne forbindelse.

Ingen vinder alene, som var mottoet under sommerens OL. Vi vinder kun gehør og resultater, hvis vi alle står sammen, sammen! Det viser min erfaring, og det kan vi se på fagbevægelsens øvrige store resultater gennem tiderne.