Køkkenbudgetterne på danske plejehjem er en stille katastrofe

Debatindlæg, bragt i Altinget 12. marts 2026

Vil politikerne sikre, at de offentlige køkkener får fødevarebudgetter, der følger den store stigning i fødevarepriserne, vi har set de seneste år?

Vil de tage ansvar for, at over en million offentlige måltider hver dag fortsat kan leve op til krav om ernæring, kvalitet og bæredygtighed - og dermed sikrer børn, ældre og syges sundhed, fællesskaber og livskvalitet? 

Og vil de forhindre, at regningen ender hos de ernæringsprofessionelle i køkkenerne i form af færre kolleger og et endnu mere presset arbejdsmiljø?

De spørgsmål skylder politikerne på Christiansborg, i kommunerne og regionerne stadig at svare på.

Og det haster.  

For der er noget grueligt galt i de offentlige køkkener, der hver dag serverer over en million offentlige måltider.

Det er ikke bare en praktisk driftspost – det er kernevelfærd i form af sunde, fælles måltider til børn i dagtilbud, ernæringsrigtig og velsmagende mad til ældre på plejehjem og til hjemmeboende borgere og patienter, der er indlagt på hospitaler.

Kost og Ernæringsforbundets medlemmer kan være stolte af at være en del af denne velfærdsydelse, men de selvsamme medlemmer fortæller også, at smertegrænsen er nået. For økonomien hænger simpelthen ikke sammen længere.

Færre friske fødevarer til de ældre 
Fødevarepriserne er nemlig steget markant siden 2021, men alt for mange steder er fødevarebudgetterne ikke steget tilsvarende.

Og det er en stille katastrofe.

For mens mange partier på Christiansborg med rette interesserer sig for de offentlige køkkener – ikke mindst mad til ældre – og gerne vil stille større krav til den, bliver det en gratis omgang, når der ikke følger finansiering med.

For vores medlemmer er underlagt prislofter – både direkte og indirekte.

På ældreområdet er der for eksempel loft over borgernes egenbetaling for både mad på plejehjem og madlevering i egen bolig.

Og i daginstitutioner er kostprisen bestemt af forældrenes egenbetaling.

Det er i sig selv rimeligt, men når fødevarepriserne stiger kraftigt, betyder det også, at køkkenets økonomi ikke kan hænge sammen uden en budgettilpasning i de kommunale og regionale køkkener.

Ellers er der kun to steder at hente pengene: På kvaliteten eller lønkroner ved at spare på personalet. Og begge dele er helt utroligt dårlige og kortsigtede løsninger.

For når økonomien ikke bliver tilpasset prisstigningerne, er resultatet ringere kvalitet. Færre friske fødevarer. Mindre mulighed for, at de ældre selv kan ønske menuen og mindre fleksibilitet.

Vanskeligere vilkår for at leve op til ernæringsanbefalinger, som er helt afgørende for mange sårbare ældres sundhed og livskvalitet.

Mindre mulighed for bæredygtighedsinitiativer og økologimålsætninger og for at levere det faglige kulinariske niveau, som kommuner og regioner selv har sat som ambition – og som Christiansborg ofte har ønsker til.

Og det er både meningsløst og uacceptabelt at holde lønnen nede lokalt, skære i normeringer eller lade stillinger stå tomme.

For det risikerer at forværre et i forvejen presset arbejdsmiljø og gøre det endnu sværere at rekruttere og fastholde kvalificerede ernæringsprofessionelle medarbejdere, hvis faglighed er så afgørende for kvaliteten, og som der allerede i dag er kritisk mangel på.

Resultatet bliver en stille udhuling af kernevelfærden, der rammer dem, som har mindst mulighed for at råbe op. Det er de mindste børn, de mest sårbare ældre og de syge.

Urealitiske fødevarebudgetter 
Fødevarepriserne har længe været en varm politisk kartoffel, og det har blandt andet resulteret i en fødevarecheck til udvalgte danskere, og senere på året skal fødevaremomsen diskuteres.

Men vi må ikke glemme de offentlige køkkener.

Vi skrev til alle kommuner i oktober måned om budgetproblemerne, og siden har der været kommunalvalg. Men min bekymring er stadig den samme som før brevet og valget.

Realistiske fødevarebudgetter handler om kvalitet, faglighed og værdighed. Kvalitet i de måltider, der hver dag serveres til børn, ældre og patienter. Faglighed hos de ernæringsprofessionelle medarbejdere.

Og værdighed for de mennesker, der er afhængige af offentlige måltider.

Et realistisk budget forpligter.

Jeg mener ikke, at vi i Danmark kan være bekendt at spare på en så fundamental velfærdsydelse som mad og måltider til dem, der har mest brug for den.

Derfor spørger jeg politikerne direkte: Vil I sikre, at fødevarebudgetterne følger prisudviklingen? Vil I sikre ordentlige rammer for de offentlige køkkener?

Og vil I tage ansvar for kvaliteten af de måltider, som hver dag er en del af vores kernevelfærd?

Det vil jeg holde skarpt øje med.

For gode måltider kræver mere end ambitioner. De kræver politiske prioriteringer.