Jagten på faglært arbejdskraft skal skydes i gang
Debatindlæg, bragt i Politiken oktober 2022
Af Ghita Parry
Det kan blive virkelig svært, ja faktisk umuligt, at finde de rette faglige kompetencer, der i fremtiden skal lave mad til ældre, børn, patienter på hospitaler og plejekrævende borgere. Altså mad til dig, dine forældre eller dine børn.
For som med så mange andre grupper af faglærte er ernæringsprofessionelle allerede en mangelvare ude på blandt andet plejehjem, daginstitutioner og sygehuse. Prognoserne for antallet af ernæringsassistenter er ikke opmuntrende læsning. Det lykkes kun kommuner og regioner at ansætte 125 nyuddannede hvert år, mens 250 går på pension. Så allerede i 2030 kommer vi til at mangle 1.000 faglærte ernæringsassistenter, der kan sikre den rette kost til samfundets ældre, børn, patienter og plejekrævende borgere. I hvert fald så længe politikerne bare ser til.
Der er en bunden opgave at vende denne udvikling, og hver eneste kandidat i denne valgkamp bør have et bud på, hvordan vi fremtidssikrer vores velfærd ved at sikre den rette faglærte arbejdskraft på de offentlige arbejdspladser. Vi har ikke råd til at overlade opgaverne til tilfældighederne. Det nytter eksempelvis ikke noget at overlade tilberedningen af måltider og ernæringspleje af ældre, plejekrævende borgere til ufaglært arbejdskraft eller billige løsninger uden kvalitetsstandarder eller viden om de særlige behov syge, ældre eller børn har. Det vil komme tilbage som en boomerang i form af indlæggelse af underernærede ældre, dyre behandlingsforløb, der ikke kan gennemføres, eller fejlernæring.
Der er ikke et quickfix, og det er et langt sej træk at fremtidssikre den faglærte arbejdsstyrke. Det er også derfor politikerne burde være gået i gang for længst. Der er brug for, at vi for det første ser på løn- og arbejdsvilkår. Vi skal have gjort op med det store lønefterslæb, der er i kvindefagene, som særligt ernæringsassistenter lider under. Dernæst skal vi også se på, hvordan vi holder så længe som muligt på de gode medarbejdere, der ikke bare har de faglige kvalifikationer, men også årtiers erfaring. Træk, kulde og tunge løft er og har været hverdagen for mange af dem. Men det er en dyrebar gruppe, som vi skal oppe os for at holde på. Blandt andet ved at se på de arbejdsvilkår, vi tilbyder dem. Efterløn, seniorpension og andre ordninger er ikke nok for denne gruppe, og hvis de skal have hjælp, er det fleksjob efter langvarig udredning. Det må vi kunne gøre bedre.
Sidst men ikke mindst skal vi se på uddannelsesrammerne på erhvervsskolerne. Eleverne råber op og påpeger, at udstyr, undervisning og vilkår ikke er tidssvarende på erhvervsskolerne, men responsen fra politikerne er til at overse. Men det er her, vi skal sætte ind, så vi stadig vil tiltrække dygtige unge eller ufaglærte voksne, der tager deres fag alvorligt. I samme ombæring skal vi sørge for at de offentlige arbejdsgivere tager deres ansvar på sig og tager elever ind.
Så kære folketingskandidat: hvordan vil du bidrage til at vende kurven? For det er nu, vi skal sætte jagten ind på fremtidens ernæringsassistenter. Det er simpelthen en bunden opgave, hvis vi ikke skal udvande vores velfærd.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.