I serverer mere end 1.000.000 offentlige måltider – hver dag
Det er Landbrug & Fødevarer, som har sat sig for at skabe et billede af, hvor mange mellem- og hovedmåltider det offentlige serverer hver dag til børn, syge, ældre og andre.
Der er naturligvis en vis usikkerhed, når man opgør den slags, men Landbrug & Fødevarer er kommet frem til, at måltiderne fordeler sig med 330.000 til børn i dagtilbud, 255.000 ældre på plejehjem o.l., 220.000 offentligt ansatte, 97.000 studerende, 65.000 indlagte på sygehuse, 31.000 modtagere af madservice, 18.000 elever i grundskolen samt 12.000 indsatte i fængsler og arresthuse.
Måltiderne fordeler sig på 650.000 hovedmåltider og 380.000 mellemmåltider.
”Tallene viser, hvor stor indflydelse og ikke mindst ansvar det offentlige har i forhold til danskernes kost. Derfor er det soleklart, hvor essentielt det er, at de køkkener, der leverer mad til det offentlige, har ernæringsprofessionelle medarbejdere, der kan tilpasse maden til de meget forskellige målgrupper. Det har stor betydning for danskernes helbred. Derfor håber jeg også, at de ansvarlige politikere vil huske på, at der skal gøres mere for at sikre faglært arbejdskraft til fremtidens offentlige køkkener”, siger Ghita Parry om tallene fra Landbrug & Fødevarer.
Det gælder for eksempel gruppen af ældre på plejehjem og som modtagere af madservice, som aftager mange måltider fra det offentlige. Det er en gruppe, som har særlige ernæringsbehov, som kræver hensyn til den enkelte borger.
”Jeg synes analysen sætter en fed streg under, hvor vigtigt vores medlemmers arbejde er. Samtidig har vi brug for anbefalinger i forhold til planterig kost til vores allermest sårbare grupper”, slutter Ghita Parry.
Læs mere om analysen hos Landbrug & Fødevarer
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.