Ghita Parry ved dialogmøde om OK26
17.12.2025

Forberedelserne er slut – nu starter OK26-forhandlingerne

Efter nytår begynder forhandlingerne om den kommende overenskomst. Vi tager krav om reallønsstigninger, fleksibilitet og bedre forhold for børnefamilier med til bordet.

Kost og Ernæringsforbundet har sammen med resten af fagbevægelsen udvekslet krav med arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner og Staten. Dermed er vi klar til at forhandlingerne for alvor går i gang i starten af det nye år. 

Et af de vigtigste krav til arbejdsgiverne er en forbedring af reallønnen får ansatte på tværs af den offentlige sektor. Men der er også krav om større fleksibilitet i arbejdslivet og bedre vilkår for familier med børn. 

Formand for Kost og Ernæringsforbundet, Ghita Parry, ser frem til den næste fase: 

“I har indsendt jeres krav til OK26 for længe siden. Nu begynder næste fase: forhandlingerne direkte med arbejdsgiverne. Jeg er SÅ klar til at lægge arm og sammen med gode kollegaer fra fagbevægelsen argumentere vedholdende og overbevisende, for at skabe resultater,” siger hun. 

Fra jeres input til forhandlingsbordet 

Vejen frem mod OK26 har bestået af flere trin. Fra april til august 2025 indsamlede vi krav fra jer på medlemsmøder og gennem spørgeskemaundersøgelser. På hovedbestyrelsens møde i september blev kravene drøftet, prioriteret og vedtaget på alle tre områder. 

Over de sidste par måneder er vores krav blevet koordineret med resten af fagbevægelsen. 

For de kommunale og regionale områder skete det i Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet, mens de statslige krav blev samlet gennem Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Centralorganisationen 2010 (CO10). 

I løbet af den sidste uge er kravene så formelt blevet udvekslet med arbejdsgiverne på alle tre områder. Dermed er forhandlingssporet officielt åbent, og de første forhandlingsmøder ligger i starten af det nye år.  

Kost og Ernæringsforbundet følger forhandlingerne tæt og sørger for, at du løbende får nyt om OK26 og de næste skridt frem mod den nye overenskomst.  

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.