FaKD formand: Region Sjælland fjerner behandling og sender problemerne til kommunerne
Debatindlæg bragt i Sjællandske Nyheder, 16. februar 2025
Af Mette Theil, formand for Fagligt selskab af Kliniske Diætister (FaKD) i Kost og Ernæringsforbundet
Forstil dig, at man kender en behandling, som gør patienter raske og holder dem ude fra hospitalerne. Men alligevel vælger man at afskære patienterne fra behandlingen. Det lyder skørt, ikke? Desværre er det lige præcis, hvad der er sket på Sjællands Universitets Hospital, hvor faggruppen af kliniske diætister er blevet ramt urimeligt hårdt af besparelser. Det kan få alvorlige konsekvenser for patienternes samlede behandling.
Det gør det endnu mere katastrofalt, at Region Sjælland har en større andel patienter med langvarig sygdom end resten af landet. Det er ulighed i sundhed, og nu skal de mange syge patienter også modtage behandling af ringere kvalitet.
Et eksempel på en væsentlig indsats, der bliver ramt er ernæringsbehandling af underernæring. Hos kræftpatienter kan underernæring betyde, at planlagt kirurgisk eller medicinsk behandling ikke kan gennemføres og dermed føre til, at overlevelsestiden forkortes.
Studier viser, at 10-20 procent af dødsfaldene hos kræftpatienter kan tilskrives underernæring snarere end selve kræftdiagnosen. De største udgifter til underernæring ligger på hospitalerne, men hospitalsledelsens beslutning om at fyre diætister, vil få konsekvenser ud i kommunerne også. Ældre med underernæring er markant mere plejekrævende, de modtager mere hjemmepleje og de optager flere plejehjemspladser. Så kommuner i optageområdet til Sjællands Universitets Hospital – rust jer, for I kommer til at mærke konsekvenserne hos jer.
Det er min klare oplevelse, at der mangler organisatorisk styring i forbindelse med besparelserne. Hvordan kan man vælge at skære allerhårdest i en lille faggruppe? Kliniske diætister har kernekompetencer som diætbehandling af ernæringsrelaterede sygdomme så som diabetes, allergi, hjertesygdomme, adipositas, spiseforstyrrelser, sygdomsbetinget vægttab m.v. Det er både udformning af diæten og personlig vejledning af patienten. Hvem skal nu lave den diætetiske behandling? Sygeplejersker eller læger? Med al respekt for de to dygtige fagligheder, så beder vi heller ikke en sygeplejerske om at operere patienter eller analyserer blodprøver, hvis der mangler en læge eller en bioanalytiker.
Denne beslutning vil få konsekvenser for den faglige kvalitet i behandlingen. Det betyder mere sygdom, længere indlæggelser, flere genindlæggeler og dårligere livskvalitet for patienterne til følge. Som den dygtige klinisk diætist og TR, Sofie Wendelboe, har sagt om nedskæringerne: ”[Det er] som at tisse i bukserne – og lige om lidt bliver det virkelig koldt, når det bliver endnu dyrere, fordi endnu flere patienter bliver underernærede, og der er endnu større omkostninger til indlæggelser og behandling.”
Så til ledelsen på Sjællands Universitets Hospital: Jeg ved, at I skal spare. Og alle kan i bedste hensigt glemme det store overblik og lave en fejl. Det har I altså gjort her – for jeres beslutning tjener ikke patienterne bedst. Jeg synes, at det er en ommer.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.