Henrik Stanek [ TEKST ] Hans Ravn [ FOTO ]
Elever lovpriser deres lærepladser
Uddannelse: Otte ud af ti ernæringsassistent-elever er glade for deres lærepladser, viser en undersøgelse fra Kost og Ernæringsforbundet. To af dem er Anna Lindhardt Jensen og Lars Møldrup fra henholdsvis et lille og et stort køkken. De oplever begge stærke fællesskaber med plads til faglige udfordringer og læring.
21-årige Anna Lindhardt Jensen er fuld af faglig viden og ikke mindst selvværd, selvtillid og gåpåmod, når hun om kort tid springer ud som ernæringsassistent. Sådan har det ikke altid været. Da hun begyndte som elev i køkkenet på Sæby Ældrecenter i Nordjylland, var hun stille og forsagt.
− Jeg er ordblind og blev behandlet dårligt i folkeskolen, så jeg trådte bestemt ikke forrest med idéer, men mine søde kollegaer har lært mig at tro på mig selv ved at rose mig for at lave godt håndværk, så nu arbejder jeg selvstændigt med opgaverne, siger Anna Lindhardt Jensen.
Hun er ikke ene om at rose sin læreplads. I en undersøgelse fra Kost og Ernæringsforbundet med svar fra 175 ernæringsassistentelever siger 84 procent, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med deres læreplads. De oplever, at der bliver taget hånd om dem, og at der også er plads til læring og faglige udfordringer.
Det billede genkender Anna Lindhardt. Hun indstillede Sæby Ældrecenter til årets læreplads i Danmark i 2021, og køkkenet med fem faste medarbejdere og en elev vandt.
− Vi griner og har det sjovt, og hvis én er kommet bagud, hjælper vi hinanden. Kollegaerne er også gode til at tage fat i mig, hvis jeg ikke er i godt humør. En god læreplads hjælper og forstår én, sammenfatter hun.
Det faglige indhold er også i top.
− Jeg har været i alle afdelinger, både varm og kold, bageri og indkøb. Jeg har været hos alle kollegaer, og det betyder meget, at de er der for mig, siger Anna Lindhardt.
Fagligheden er ekstremt høj
Længere mod syd arbejder 51-årige Lars Møldrup i centralkøkkenet på Aarhus Universitetshospital. Han blev færdiguddannet i januar i år og har været elev i køkkenet.
− Vi er en stor arbejdsplads med mange afdelinger, og alle steder har jeg fået svar på det, jeg har spurgt om. Jeg har fået guld og grønne skove med herfra: kold og varm produktion, slagteri, bageri, grøntproduktion, varemodtagelse, kantiner med butiksbetjening − jeg har prøvet det hele, siger Lars Møldrup.
Ugen før han skulle i bageriet, gik han ind og sagde, at han gerne ville arbejde med sur- og gærdeje.
− Ugen efter stod en bager klar til at hjælpe med at opfylde mit ønske. I varm fik jeg også lov til selv at vælge, men jeg kom også turen rundt og skar blandt andet fisk. Det havde jeg prøvet, men ikke i de mængder og produktionsformer. Mit fokus på vegetarisk og vegansk ernæring blev også imødekommet med viden om, hvordan måltiderne sættes sammen. Der var hele tiden en kollega med kompetencer til at hjælpe mig.
Lars Møldrup kom også til at arbejde med mange diæter og kostformer.
− Vi har patienter, som er veganere, anorektikere, diabetikere, nogle, som er ved at dø, eller som ikke kan tåle det mest mærkelige. Det er meget alsidigt. Jeg ser kvarte køer og halve grise komme ind i den ene ende, og rullepølsemadder trille ud i den anden. Jeg er imponeret over, at vi kan lave store mængder mad, som smager godt, og jeg er stolt af, at vi har et minimalt madspild og arbejder på at få bæredygtighed ind i køkkenet. Fagligheden er ekstremt høj, siger Lars Møldrup.
Travlhed fører til kort og præcis tale
I spørgeskemaundersøgelsen svarer 44 procent, at de i nogen eller i mindre grad oplever dårlig stemning på deres læreplads. Flere forklarer, at jo mere travlt der er, desto hårdere bliver tonen.
Sådan foregår det ikke i køkkenet hos Lars Møldrup.
− Når aftenrykket nærmer sig, bliver samtalerne korte og præcise, men bagefter ved vi godt, at folk har været kortfattede på grund af travlhed. Vi vender ofte private dilemmaer med hinanden, og det gør vi kun, fordi vi føler os trygge, siger han.
I Sæby har Anna Lindhardt ikke oplevet en rå tone.
− Vi er meget koncentrerede, når det er tæt på, at maden skal ud til borgerne, men bagefter griner vi igen, siger hun.
Lars Møldrup værdsætter omgangstonen i hospitalskøkkenet i Aarhus:
− Det er fedt, at chefen og mellemlederne går rundt og siger godmorgen til os. Hvis man møder folk med et stort smil, får man som regel et igen.
I storkøkkenet falder der tit ros af, når en kollega går forbi
− Så kan de sige “Det ser lækkert ud, hvordan har du lavet det?” Jeg har også fået at vide, at det var skarpt, at jeg gjorde opmærksom på en mængdefejl i en opskrift. Det er mest den type ros, jeg har fået, og det prøver jeg at give videre til de nye elever, siger Lars Møldrup.
Anna Lindhardt synes, at hun får meget ros.
− Jeg får ros for at have styr på, hvornår maden skal i ovnen, og for at skære kødet ud og få det på madvognen, så kollegaerne kan nå det, de skal. “Du gør det simpelthen så godt, Anna”, siger de.
Anna Lindhardt og Lars Møldrup har ikke et eneste forslag til noget, deres lærepladser kunne gøre bedre. Ikke alle er så heldige. 7 procent er utilfredse med deres læreplads, hvilket umiddelbart skyldes, at der er for travlt, at eleverne bliver kigget over skulderen, og at der er for høje forventninger til, hvad de skal kunne.
Anna Lindhardt råder til, at man tager fat i sine kollegaer.
− Jeg fortalte med det samme, at jeg er ordblind og havde det svært, da jeg gik i skole. Derfor er mit råd til andre unge at få snakket med kollegaerne. Og til de faste i køkkenet vil jeg sige, at de skal huske at komme med en god bemærkning. Det kan bare være: “Du hakker bare de gulerødder så pænt”.
Lars Møldrup mener, at det kan være svært at åbne munden, for hvad får man igen? Det er dog lettere for tiden.
− Efterspørgslen efter ernæringsassistenter er vanvittig høj, så hvis det virkelig ikke er et fedt sted at være, kan man finde en anden læreplads. Man har selv et ansvar, siger han.
Fakta
• 166 elever har besvaret alle spørgsmål, mens ni elever har svaret på udvalgte spørgsmål.
• 84 procent er enten tilfredse eller meget tilfredse med deres læreplads.
• 75 procent oplever enten i høj grad eller i meget høj grad en god og faglig kontakt med kollegaerne.
• 75 procent får i høj grad eller i meget høj grad ros og anerkendelse fra lederen og kollegaer.
• 73 procent modtager i høj grad eller i meget høj grad oplæring på lærepladsen.
• 40 procent oplever slet ikke dårlig stemning på arbejdspladsen, mens 44 procent svarer i nogen grad eller i mindre grad.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.