Ekspert: Det har været svært at spørge til overspisning

− BED er en spiseforstyrrelse, hvor man har tvangsoverspisning med en følelse af kontroltab, negativ kropsopfattelse og skam. Det er ikke bare at overspise en gang imellem, siger psykolog Birgitte Hartvig Schousboe, der er direktør i Kompetencecenter for spiseforstyrrelser og medforfatter til en række bøger om spiseforstyrrelser − senest BED − En lærebog om Binge Eating Disorder.

 − Vi betragter BED som en spiseforstyrrelse på lige fod med anoreksi og bulimi. Patienter med BED er lige så forpinte af deres sygdom og har lige så stor komorbiditet som personer med de andre former for spiseforstyrrelser − herunder depression og angst. BED skal tages alvorligt. Det bliver den endelig nu, understreger Birgitte Hartvig Schousboe, der har arbejdet med spiseforstyrrelser i mere end 20 år og blandt andet har været med til at udvikle Stolpegårds-modellen, som er en effektiv behandling af BED, der blandt andet består af et forløb på 25 uger, som indbefatter gruppeterapi, diætistvejledning og pårørendesamtaler.

1. januar 2022 bliver BED, på dansk tvangsoverspisning, anerkendt som en selvstændig spiseforstyrrelse og implementeret i det danske sundhedsvæsen. En ændring i det danske diagnosesystem, som kommer til at få indflydelse på en lang række danskeres liv. Mellem 40.000 og 50.000 personer i alle aldersgrupper anslås nemlig at have  BED. Det er lige så mange som antallet af danskere med anoreksi og bulimi tilsammen.

− BED går fra at være klassificeret som “anden spiseforstyrrelse” til at blive betragtet på lige fod med anoreksi og bulimi, og grundlæggende er det de samme mekanismer, der er på spil, som ved anoreksi og bulimi. De har bare forskellige udtryk. Det er en kæmpe milepæl for de mennesker, der har kæmpet med BED i årevis, at de nu kan få målrettet behandling, siger hun.

Bedre kendskab til BED er et must

BED har været en del af det amerikanske diagnosesystem siden 2013 og en del af WHO’s diagnosemanual, ICD, fra juni 2018. Siden da har WHO opfordret alle medlemslande til at implementere det i deres diagnosesystem. Og nu bliver BED så anerkendt som en selvstændig diagnose i Danmark. Men hvorfor først nu? 

− Jeg tror, at en af årsagerne til, at man har været lidt tilbageholdende med at gøre det til en selvstændig diagnose, er, at man mange steder i regionerne har været bekymret for, at det ville “vælte ind med patienter”. For hvis forekomsten er, som vi tror, så skal vi faktisk fordoble behandlingstilbuddene, understreger Birgitte Hartvig Schousboe og tilføjer:

− Det er svært at gøre med så kort varsel. Men samtidig kan det jo være godt givet ud. De her mennesker vil i høj grad kunne undgå tabt arbejdsfortjeneste og sygefravær, som i sidste ende er fordyrende for samfundet.

Indtil videre har BED-patienter ikke haft ret til behandling, når de er gået til deres egen læge med problemet. Har man været heldig, har man haft mulighed for at komme med i et SATS-puljeprojekt, hvor Kompetencecenter for spiseforstyrrelser og en række andre steder i landet i en begrænset periode har kunnet tilbyde et begrænset antal patienter behandling betalt af offentlige midler. Nu bliver behandlingen af tvangsoverspisning en permanent del af sundhedsvæsnet − og dermed taget seriøst.

I løbet af de seneste år er der kommet mere fokus på tvangsoverspisning i Danmark, og Birgitte Hartvig Schousboe og hendes kollegaer oplever at få flere og flere henvendelser fra blandt andre privatpraktiserende læger og diætister, som ofte møder patienter med BED først. Og det er et godt tegn, for det viser, at flere og flere fagpersoner får kendskab til diagnosen og dermed bliver bedre til at spotte BED-patienter.

− Den her gruppe mennesker ryger let under radaren, fordi kendskabet til BED ikke er bredt godt nok ud i sundhedsvæsnet. Det bliver det forhåbentlig nu. Men fordi to tredjedele af BED-patienter er overvægtige, er de ofte blevet henvist til vægttabsinterventioner, når de har søgt læge. Samtidig er der en stigmatisering af overvægt, som har gjort det vanskeligt at få en åben snak om mad og krop − og det har været svært for fagpersoner at turde spørge til overspisning, siger Birgitte Hartvig Schousboe og opfordrer ernæringsprofessionelle og øvrigt sundhedspersonale til at være særligt opmærksomme på nogle af de karakteristika, som gør sig gældende blandt BED-patienter:

− Yoyovægt kan være et tegn på, at der er tvangsoverspisning og restriktiv adfærd. Derudover skal man holde øje med, om der er diskrepans mellem, hvad patienten oplyser at spise, og hvordan vægtudviklingen er, forklarer psykologen og tilføjer, at anerkendelsen af BED som selvstændig diagnose kan være med til at gøre det nemmere at tale om − og dermed spotte.

− At diagnosen nu findes, vil gøre det nemmere for sundhedspersonale at spørge til patientens adfærd og lignende og dermed slippe berøringsangsten. Nu er der blot brug for et sted at sende patienterne hen, siger hun og understreger, at det vil kræve et opsøgende diagnostisk arbejde at identificere og derefter behandle BED.

Nemt at behandle

− Det er nødvendigt, at vi bliver bedre til at screene og udrede de her patienter. Med den viden, vi har i dag og har fået gennem international forskning, ved vi, at mange BED-patienter faktisk er ret nemme at behandle. Men det kræver aktiv behandling målrettet BED, og det indbefatter, at vægten tages helt ud af ligningen, hvilket er lidt af en øjenåbner for mange patienter, siger hun og tilføjer:

− Fokus på vægt og vægttab er en kerneproblematik for hele spiseforstyrrelsen. Man tror, man hjælper BED-patienter ved at fokusere på vægttab og på den måde give dem mere selvværd, men et forsøg på at forebygge og hjælpe en person med BED af med overvægten kan i værste tilfælde øge risikoen for kropsutilfredshed og dermed forværre sygdommen.

Behandlingen af BED skal derfor ikke handle om vægt. Målet er derimod en stabil vægt og specialiseret spiseforstyrrelsesbehandling, hvor der arbejdes med flersporet behandling. Ifølge Birgitte Hartvig Schousboe er der stor succes med Stolpegårds-modellen. I satspuljeprojektet, som løb over en treårig periode fra 2013 til 2016, og hvor patienterne var igennem et 25-ugers forløb på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, blev 92 procent erklæret raske − dvs. levede ikke længere op til diagnosekriterierne. 56 procent havde helt ophør af overspisning.

− Det siger jo noget om, hvor effektiv BED-behandlingen er. At vi kan gøre noget − og at der skal gøres noget, fordi spiseforstyrrelsen har store konsekvenser for folks liv. BED har store sociale konsekvenser, følgesygdomme og øget risiko for komorbiditet som angst og depression. Men det kræver, vi anerkender sygdommen som en selvstændig diagnose, og det bliver den endelig nu. 

Hun var på sin første slankekur som tiårig og har, så længe hun kan huske, haft restriktive perioder efterfulgt af overspisning.

− Jeg har det med at ville overpræstere og tage for meget ansvar, siger Eva Triantafyllou og holder en kort pause.

− Og når jeg strækker mig for meget og bliver for presset, kommer overspisningerne, fortsætter hun. Eva Triantafyllou er 44 år, mor til fire, gift, har en ph.d. inden for IKT (softwareteknologi) i matematikundervisning og arbejder som computeringeniør. Og så har hun altid været på slankekur.

− Lige så lang tid, jeg kan huske tilbage, har der været fokus på vægt i mit barndomshjem. Min mor var altid på slankekur, og min tvillingebror og jeg blev altid sammenlignet. Han havde ingen interesse i mad og var tynd − jeg elskede mad og var til den runde side, forklarer Eva Triantafyllou, der er født og opvokset i Grækenland.

− Jeg var med min mor på Weight Watchers-kuren som tiårig. Min mor tænkte, at det var en god idé. Jeg spiste 200 gram kylling og salat både morgen og aften, men på et tidspunkt stoppede jeg med at spise, for jeg kunne ikke lide maden. Jeg tabte mig og var tilfreds, fortæller Eva, der derefter begyndte at spise igen, tabte en del hår og fik overspisninger, som igen blev afløst af restriktiv spisning. Og sådan fortsatte det de næste mange år.

Et tydeligt mønster begyndte at tegne sig, da hun gik i gymnasiet og senere universitetet. Her blev eksamensperioder fyldt med mad − og sommerferierne gik med at tabe sig.

− Jeg havde et behov for at overpræstere, hvilket lagde et stort pres på mig i eksamensperioderne. Maden blev en slags gave til mig selv, når jeg havde det hårdt. Et sted, jeg havde det rart, kunne slappe af og miste kontrollen. Jeg klarede mig rigtig godt og var meget dygtig. Men det havde en meget stor pris, fortæller Eva, der indtil midten af 30’erne formåede at holde sig normalvægtig ved at motionere, spise restriktivt og overspise.

− Mit fokus var kun på mad og at tabe mig. Det var det første, jeg tænkte på om morgenen, og det sidste, jeg tænkte på om aftenen. Ønsket om at tabe mig var så stort, at det var det eneste, jeg ville.

Vægten afgjorde alt

Igennem alle Evas graviditeter frygtede hun at tage på. Alt kredsede om at tage så lidt på som muligt og straks efter fødslen at tabe de få ekstra kilo igen. 

− Vægten var lig med, hvad jeg var værd. Selvom jeg havde en familie, uddannelse og et godt job, så var det vægten, der overgik alt, forklarer Eva, der sammen med sin mand og børn flyttede til Danmark fra Grækenland for ni år siden. Eva havde fået en ph.d.-stilling, hvor hun de næste tre år skulle være i uddannelse ved Aalborg Universitet i København. Det store skifte var et aktivt tilvalg, men som hun havde oplevet så mange gange tidligere, så var det at være under uddannelse og trangen til at udmærke sig og overpræstere igen præsent.

− Det her med, at vi var meget alene, fordi vi var flyttet til et nyt land, at få børnene kørt godt ind i skole og institutioner, samtidig med at jeg selv skulle modtage danskundervisning og arbejde med min ph.d., gjorde, at jeg ikke magtede slankekure mere. Jeg stoppede med al motion og tvangsoverspiste. Det hele blev for meget og krævede al min energi. På tre år tog jeg 30 kilo på, fortæller Eva, der for første gang i sit liv rent faktisk var overvægtig. Hun besluttede sig for, at nu ville hun have hjælp til at tabe sig. Hun opsøgte sin læge og blev sendt på et vægttabshold, og for første gang slog det hende, at der var mere på spil end det at tabe sig.

− I et år mødtes jeg med andre overvægtige. De fleste var meget overvægtige, men da en anden kvinde fra gruppen, som kun var en smule overvægtig, pludselig brød grædende sammen efter en vejning, slog det mig, at jeg havde det på samme måde, og at der burde være en psykolog, som kunne støtte os i gruppen − ikke kun en diætist og fysioterapeut, understreger hun og tilføjer:

− Jeg kunne mærke, at det her ikke kun handlede om vægten. Det handlede om noget, jeg ikke havde kontrol over.

BED-gruppen ændrede hendes liv

Eva Triantafyllou er et menneske med tjek på ret mange ting i tilværelsen. Sådan en, de fleste af os ser op til og beundrer. Men maden kunne hun ikke kontrollere. Den havde magten over hende. I forbindelse med barn nummer fire fik Eva en fødselsdepression og mærkede et så stort kontroltab, at hun efter halvandet års amning og meget lidt søvn måtte kaste håndklædet i ringen. Hun skulle have hjælp − ikke til at tabe sig, men til at forstå, hvad der var på færde i hendes liv.

− Det føltes meget skamfuldt at tage kontakt til min læge igen. Men lægen kunne ikke sende mig til psykolog, for jeg var ikke “nok” ked af det, forklarer hun. Eva takkede ja til et diætistforløb i kommunen, men efter en række søgninger på nettet og en nysgerrighed på det psykologiske fandt hun vej til LMS − Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her fik hun en samtale med en psykolog, som for første gang nævnte ordet BED for hende. 18 måneder senere var der endelig en plads til Eva i et gruppeterapiforløb med syv andre BED-ramte.

De næste 25 uger var Eva i gruppeterapi, hvor hun mødtes med de andre BED-ramte, to psykologer og en diætist. Det blev afgørende for hendes forhold til mad og vægt.

− Her sad vi otte personer og havde det samme skamfulde forhold til vores krop og mad. Og så sad der to psykologer, som mødte os med forståelse og anerkendelse, og hvor vægten for første gang ikke var et fokus. Endelig følte jeg mig forstået og fandt ro for første gang i mit liv, fortæller Eva, der i forbindelse med gruppeforløbet skulle føre dagbog over sin spisning og følelser og starte på mekanisk spisning.

− Det skabte bevidsthed omkring mine følelser og min spisning. Samtidig handlede det om at være mæt efter hvert måltid og på den måde ikke ende ud i overspisning. Og fokus måtte ikke være på at tabe mig − det var meget befriende, fortæller Eva, der først fortalte sin mand om sit livslange misforhold til mad og vægt, da hun søgte hjælp i LMS.

− Han var meget chokeret. Han var slet ikke klar over, at jeg overspiste, og vi spiste jo altid meget sundt derhjemme, fortæller Eva og griner en smule. For alle overspisningerne har hun altid foretaget i smug eller under madlavningen om aftenen.

Føler sig klar til fremtiden

For et halvt år siden sluttede Evas forløb i BED-gruppen i LMS. Eva er meget taknemmelig for behandlingen − den har nemlig været livsændrende for hende.

− Jeg føler mig som en anden person. Jeg har lært så meget om mig selv og de mønstre, jeg har. Jeg kan se, at når jeg strækker mig for meget, tager for meget ansvar på mine skuldre og overpræsterer, så føler jeg lysten til at overspise. Det er her, jeg mister kontrollen. Det er faktisk ret typisk for mange af os i BED-gruppen. Vi har mange fællestræk og føler os ikke mere alene med vores spiseforstyrrelse, siger hun.

Eva har aldrig følt så meget fred i sin krop, som hun gør i dag − også selvom hun vejer mere, end hun nogensinde før har gjort. I et år har hun vejet stort set det samme − det er aldrig sket før.

− Jeg er på min maksvægt, men igennem behandlingsforløbet har jeg forstået værdien af mekanisk spisning, og at man godt kan slutte fred med sin krop − uden at være tilfreds med den. Jeg har altid været i kamp med min krop − nu mærker jeg fred, siger hun og nævner, at anerkendelsen af, at BED nu bliver en selvstændig spiseforstyrrelse på lige fod med anoreksi og bulimi, vil gøre en kæmpe forskel for de mange mennesker, der lider af tvangsoverspisning.

− Der er så mange, der ikke forstår, at BED er et psykologisk problem og ikke et spørgsmål om vilje. Det tror jeg, BED-diagnosen kan være med til at ændre, siger hun og håber på, at der vil være behandling til dem, der har brug for den.