Danskernes kostvaner (2021-2024)
Den nye rapport om Danskernes Kostvaner 2021–2024 fra DTU Fødevareinstituttet viser, at danskernes kostvaner samlet set bevæger sig længere væk fra De officielle Kostråd sammenlignet med for 10 år siden. Særligt blandt unge ses en udvikling, der kalder på opmærksomhed.
Rapporten peger blandt andet på et stigende indtag af slik, ost og fjerkræ, mens indtaget af frugt og grønt er faldet. Bælgfrugter er steget fra et meget lavt niveau, men ligger fortsat langt fra anbefalingerne. Samlet set tegner tallene et billede af kostvaner, der i højere grad præges af tilgængelighed, pris, vaner og markedsføring end af de ernæringsfaglige anbefalinger.
For danske diætister understreger resultaterne behovet for en vedvarende og styrket indsats – både i forebyggelse og behandling. Når befolkningens kost bevæger sig i en mindre sund retning, øges risikoen for livsstilssygdomme og ernæringsrelaterede udfordringer, som kalder på specialiseret, evidensbaseret rådgivning. Diætister spiller en central rolle i at omsætte kostråd og ernæringsviden til konkret, praksisnær handling for borgere, patienter og samarbejdspartnere.
Samtidig peger rapporten på, at individuelle anbefalinger ikke kan stå alene. Der er behov for strukturelle og samfundsmæssige tiltag, der gør det lettere at vælge sundt i hverdagen – i daginstitutioner, skoler, kantiner, detailhandel og sundhedsvæsen. Her er diætisters faglighed vigtig i udvikling, implementering og evaluering af indsatser, der skal skabe reel forandring.
Rapportens resultater giver et tydeligt afsæt for dialog og handling. For FaKD er det afgørende, at ernæringsfagligheden tænkes ind i både politiske prioriteringer og konkrete løsninger, så ny viden ikke blot konstaterer en udvikling – men bidrager til at vende den.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.