Brev til Pia Kjærsgaard om ældremad
Kære Pia Kjærsgaard
Først vil jeg sige dig stor tak for dit helhjertede engagement i sårbare ældres liv.
Vi var sammen til høringen i Folketingets Ældreudvalg den 6. november om mad til ældre. Og der er ikke meget, som vi er uenige om. Ældre skal have tilbud om velsmagende, ernæringsrigtig mad, som de har lyst til at spise. Maden skal være et højdepunkt på dagen og gerne som en del af et fælles måltid med andre.
Nu har jeg bemærket dit opslag på Facebook om uværdig ældremad. Der er nogle forhold, som man skal være opmærksom på ved billeder af mad til sårbare ældre:
- Maden skal serveres pænt anrettet på en tallerken. Derfor er det trist, at maden vises frem i transportemballage – sådan skal den selvfølgelig ikke serveres.
- Noget mad er meget svært at fotografere pænt fx gule ærter og millionbøf.
- Nogle ældre har brug for mad med en særlig konsistens, fordi de fx kan have svært ved at synke almindelig mad. Den mad skal også serveres appetitligt, men den ser blød ud i konsi- stensen, for det er hele hensigten med maden, så den ældre ikke fejlsynker eller bliver kvalt i den.
Jeg vil særligt gerne gøre dig opmærksom på, at vores medlemmer, som producerer mad til sårbare ældre på plejehjem og til ældre i eget hjem, hver dag går på arbejde og knokler med høj faglighed for at sikre ernæringsrigtig og velsmagende mad til sårbare ældre. Og med den største respekt for dig og dit politiske arbejde vil jeg bede dig huske på dette.
Når talen falder på ”dårlig kvalitet”, så er det den enkelte kommunalbestyrelse, som beslutter, hvad rammerne for de ernæringsprofessionelles arbejde skal være – både i forhold til økonomi og kvalitet.
Derfor er det vigtigt, at kommunalpolitikkerne prioriterer og stiller klare kvalitetskrav (en såkaldt kvalitetsstandard) til maden til vores ældre, så:
- Maden er indbydende, smager godt og har det officielt anbefalede næringsindhold.
- Maden er tilberedt af ernæringsprofessionelle, der har fagligheden og kan være garant for, at maden passer til den enkelte ældre.
- At der er et dygtigt måltidsværtskab ved måltiderne på plejehjem, og at ældre i egen bolig støttes efter behov ved måltiderne.
- Der er de tilstrækkelige rammer for arbejdet - både økonomisk og fagligt.
Det vil være en konstruktiv tilgang til området, hvis vi skal se ændringer og forbedringer, som jeg også er enig i, at der nogle steder er brug for.
Det er klart, at man som ernæringsprofessionel bliver ramt på sin faglige stolthed, når det kun er de dårlige eksempler, der fremhæves – og ikke de mange velsmagende og indbydende måltider, der hver dag serveres for ældre. Heldigvis kan jeg også se gode eksempler i kommentarsporet i dit Facebook opslag.
Jeg står gerne til rådighed for en samtale om mad til ældre, ligesom jeg gerne vil invitere dig på besøg hos nogle af vores dygtige medlemmer.
Jeg ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår.
Med venlig hilsen
Ghita Parry
Formand, Kost og Ernæringsforbundet
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.