Ældre

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

Besparelser i Holbæk rammer de ældre

Artikel: Det kommer til at gå udover livskvalitet og madglæde, når der skal spares på ældreområdet

Artikel, bragt i TV2 Øst, 25. marts 2023.

Holbæk Kommune skal spare 42,8 millioner kroner i årets budget. Onsdag aften blev besparelserne vedtaget af en enig kommunalbestyrelse. Af kommunens sparekatalog fremgår det, at alene på ældre- og sundhedsområdet vil der være besparelser for knap fem millioner kroner. Dette betyder bland andet en halvering fra seks til tre ernæringsmedarbejdere på kommunens tre plejecentre.

Marianne Fredslund Hansen er uddannet ernæringsassistent og tillidsrepræsentant for det kostfaglige personale i Holbæk Kommune. 

Marianne er utilfreds med denne beslutning om besparelser på ældre- og sundhedsområdet:

- Det er et helt forkert sted at spare. Medarbejderne ude på de lokale plejecentre gør en kæmpe indsats for at bibeholde den gode ernæring og sørge for, at de ældre får den rette mad i den rette konsistens, siger hun.

Alt det arbejde som det kostfaglige personale har brugt på at dygtiggøre sig inden for bæredygtighed, økologi og dysfagi-kost er nu spildt mener Marianne.

- Man ved, at særligt mellemmåltider og det faktum, at eksempelvis dysfagi-kost ligner den kost, de andre får, er vigtigt. Jeg frygter, at borgerne ikke får den kost, de har behov for, fordi der simpelthen ikke vil være tid til det med kun én kostfaglig person på hvert plejecenter, siger hun og tilføjer, at det kan føre til underernæring hos de ældre borgere.

Marianne Fredslund ser yderligere problemer ved besparrelserne, som hun mener ikke kun ville forsage underernæring men også hygiejneproblemer:

- Det kostfaglige personale er med til at sikre hygiejnen. Og hvis det pludselig er plejepersonalet, som skal til at lave mad i det tøj, de bruger i dagligdagen, kan det blive et stort problem, siger hun.

Rikke Kristensen, regionsformand for Kost og Ernæringsforbundet i Region Sjælland er enig med Marianne Fredslund. Rikke mener, at køkkenerne i fremtiden ikke kommer til at tage hensyn til den enkeltes behov:

- Køkkenerne kommer formentlig til at fungere som et modtagerkøkken fremover, hvor man ikke kan tage hensyn til den enkeltes behov. Det er virkelig ærgerligt, siger hun og understreger vigtigheden i, at duften af maden får lov at brede sig rundt til de ældre, hvilket den ikke i samme grad vil kunne i fremtiden, siger hun.

- Nu er det åbenbart ikke vigtigt at have fokus på livskvalitet og madglæde, tilføjer Rikke Kristensen.

Læs hele artiklen her.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.