12 økonomaer ville ændre synet på kvinderne i køkkenet

20. april 1923 gik 36-årige Andrea Eriksen ind ad døren til restauranten Ny Rosenborg i  København. Andrea Eriksen var køkkenbestyrerinde, også kaldet økonoma, på Øresundshospitalet. Her mødtes hun med 11 økonomakollegaer, der alle var kvinderne i 30’erne, ugifte og havde lederjobs.

Kvinderne havde sat sig for at øge deres fags anseelse. I 1923 havde økonomaer ingen uddannelse, de var selvlærte med egne håndskrevne opskriftsbøger Økonomaforeningen blev grundlagt med en bestyrelse, formand, og Andrea Eriksen blev både næstformand og ansvarshavende redaktør for det nystiftede blad Økonomaen.  

Et halvt år efter ved foreningens første generalforsamling blev programmet for den nye forening vedtaget. “Upolitisk at højne Standens Interesser saavel udadsom indadtil,” lød det blandt andet i punkterne i programmet. Man havde også defineret vejen til målet: “Treeaarig Uddannelse for Elever.” 

Uddannelse skulle sikre respekt
To år efter stiftelsen blev Andrea Eriksen formand for Økonomaforeningen, og samme år blev foreningens første uddannelse også lanceret: et diætkursus − en slags efteruddannelse for økonomaer.
Men det var blot begyndelsen, for Andrea Eriksen drømte om en fagligt velanset uddannelse, så lægerne fik respekt for økonomaens viden og kunnen. Problemet var, at især lægerne og til dels sygeplejerskerne ikke anså køkkenet for at levere andet end mættende mad. Det nye kursus signalerede også over for foreningens medlemmer, at det var nødvendigt at samarbejde med lægerne og have konkret teoretisk viden; økonomaens egen opskriftsbog var ikke længere nok.
Diætkurset blev udbygget, og i 1934 blev det første tre måneder lange forløb gennemført.

I 1946 blev teoridelen udvidet til seks måneder på Økonomaskolen i København plus de tre år i praktik på anerkendte uddannelsessteder. Økonomaforeningen havde til fulde opnået det mål, som man havde sat sig for i 1923: en anerkendt uddannelse for økonomaer.