Formanden var driftig, men egenrådig

I 1887 kom en pige til verden i en landbofamilie uden for Randers, hun blev døbt Andrea Eriksen. Hun blev aldrig gift, og det formede hendes livsbane, for uden en mand måtte den unge kvinde selv arbejde.

Som så mange andre fra landet i begyndelsen af 1900-tallet søgte Andrea Eriksen mod storbyen for at arbejde. Vi ved ikke præcis, hvornår hun kom til København, men vi ved, at hun i løbet af sine 20’ere var kokkepige for en borgmester i København, og han opfordrede hende til at blive økonomaelev. Og sådan kom Andrea Eriksen i 1916 ind i det fag, hvor hun endte med at være med til at grundlægge Økonomaforeningen, som hun ledte i 25 år.

Som formand var hun driftig og et naturtalent til at netværke og søge indflydelse, hvilket profilerede foreningen, men hun fremstår også som en egenrådig formand, der ikke tog sig af andres ønsker for foreningen, som fx at arbejde for bedre løn – forslaget blev længe afvist med at “det ville skade foreningen”. Hun arbejdede primært for, at økonomaer skulle respekteres på grund af deres faglighed.

Da Andrea Eriksen gik af som formand for Økonomaforeningen, blev hun leder af Økonomaskolen. Sideløbende med sine tillidsposter – heriblandt også i kvindebevægelsen – arbejdede hun som økonoma for Københavns Kommunehospital, indtil hun blev 70 år.