Tekst: Linda Corfitz, Foto: Nicolas Cho
Diætister hører til hos behandlerne
Helle Brøcher er en af de diætister, som har ernæringsterapi med tilsyn på sengeafsnittene
som en væsentlig del af jobbet på Aalborg Universitetshospital. Hun er også tilknyttet børneambulatoriet, hvor hun især hjælper børn i dårlig vækst. Mens syv af hendes over
20 kollegaer er direkte tilknyttet sengeafsnittene, hvor de på daglig basis tilser patienter og holder øje med, at de syge får den rette ernæring.
Sådan har det været på Aalborg Universitetshospital i hvert fald siden 2008, hvor diætisterne blev omorganiseret, så de fik en faglig leder fra deres eget fag, samtidig med at diætistfaggruppen blev
en del af Center for Ernæring og Tarmsvigt (CET), et center, som også inkluderer sygeplejersker og læger samt et ernæringslaboratorie. Sådan er diætisterne stadig organiseret i dag.
Men det har været en glidende overgang på Aalborg Universitetshospital, hvor overlæger og hospitalsledelsen langsomt så værdien i at knytte diætisterne tættere til sengeafsnit, dagafsnit og ambulatorier.
Usynligt arbejde
58-årige Helle Brøcher har været med hele vejen, siden hun som 32-årig fik et vikariat på Aalborg Sygehus. Hun var den eneste tilknyttede diætist og havde kontor ved centralkøkkenet. Her sad
hun og ventede på, at en patient bankede på og skulle have hjælp med cøliaki, med at tabe sig eller med sin diabetes.
Hun havde kun enkelte individuelle diætvejledninger og stort set ingen forløb med patienter på sengeafsnittene.
− Så tænkte jeg, at der må ligge nogen derude, der ikke får tilstrækkeligt at spise, nogen, der er underernærede, og det går ud over både behandlingen og forlænger indlæggelsen. Så jeg begyndte at gå ud på sengeafsnittene uden at have fået besked på det, fortæller hun.
Diætisten måtte ikke kigge i journalen
Derudover fik diætisterne ikke lov at lægge journalnotater om diætbehandling af patienterne i papirjournalerne, hvilket delvis gjorde diætistarbejdet usynligt. Helle Brøcher fik dog sammen
med kollegaer indført, at diætisterne måtte lægge et lysegrønt ark med journalnotat, som diætisten selv skrev, da lægesekretærerne på sygehusets afdelinger ikke ville tage denne opgave.
En gang imellem tog en læge dog kontakt til Helle Brøcher for at få hendes faglige indspark. Som den dag, hvor hun var på dialyseafsnittet og skulle vejlede en patient. På stuen fandt hun
som en selvfølge papirjournalen og læste i den for at kigge på blodprøver, lægens vurdering, og hvordan det gik med patienten. Men hun fik straks at vide af en sygeplejerske, at journalen ikke var
hendes arbejdsredskab, men lægernes.
− Det var ret grænseoverskridende at skulle stå der og forsvare mit diætistfaglige behov for at hente relevante oplysninger i en journal over for nogle i teorien ligeværdige samarbejdspartnere,
siger Helle Brøcher.
Omstrukturering skabte ny kultur
Dog voksede medarbejderstaben af diætister støt i takt med en større forståelse for diætisternes faglighed på Aalborg Universitetshospital. I 2008 blev diætisterne omorganiseret over til Center for Ernæring og Tarmsvigt (CET), og dermed kom faggruppen væk fra cheføkonomaens ledelse.
Den struktur har blandt andet betydet, at der er blevet ansat flere kliniske diætister på sengeafsnittene, som bidrager med ernæringsindsatsen fra A til Å.
− At blive en del af CET gjorde en stor forskel. Her fik vi nogen, der talte vores sag, som havde interesse for at arbejde med ernæring og diætbehandling ude i afsnittene og på ambulatorierne.
Der blev pludselig lavet forskning i klinisk ernæring, så vi kunne dokumentere, at ernæring nyttede, og at diætisterne kunne gøre en væsentlig forskel, forklarer Helle Brøcher.
Hun oplever, at læger, sygeplejersker og andre behandlerfaggrupper er glade for det nære samarbejde med diætisterne.
− I dag er de kliniske diætister en samarbejdspartner, som indtænkes i patientbehandlingen
som en naturlighed. Og der er ingen, der stiller spørgsmål ved vores faglighed og kompetencer, slutter hun.
Diætisterne krævede selvstændighed for at være sammen med forbundet
Diætisternes tur ud og ind i forbundet
Diætisternes plads i Kost og Ernæringsforbundet har været et forhold, der ikke altid er gået som smurt i planteolie. I Økonomaen i 1992 kunne man læse:
“Forholdet mellem Økonomaforeningen og diætisterne er som i en familie, hvor den store pige forlader barnealderen og bliver voksen. Hun må frigøre sig fra de forældre, der gør alting forkert.
Har de forkerte holdninger og lægger for mange bånd på pigen, der føler sig voksen og parat til at klare sig selv. Hun vil flytte hjemmefra og helst have det hele betalt.”
Den interne konflikt mellem gruppen af diætister og Økonomaforeningen var brudt ud i lys lue. Den endte med, at størstedelen af foreningens diætister meldte sig ud af Økonomaforeningen i 1993. Nu stod omkring 180 diætister alene i deres egen forening, Foreningen for Kliniske Diætister.
Her knoklede man for en autorisation, der blev en realitet i 1996.
Årene gik, og diætisternes forening voksede støt. Men diætisterne havde ikke fået forhandlingsretten, den lå stadig hos Økonomaforeningen. Desuden kunne de kliniske
diætister ikke blive valgt som tillidsrepræsentanter og havde ikke så stor indflydelse,
når det gjaldt om at påvirke uddannelsen.
Fællesskab med mening og værdi
Kost og Ernæringsforbundet var til gengæld meget interesseret i at samle professionen. Flere gange i løbet af årene rakte formanden hånden ud til diætisterne. I 2008 blev et forslag om sammenlægning dog stemt ned af diætisterne på deres generalforsamling.
Men Kost og Ernæringsforbundet opgav ikke håbet, og den gensidige respekt mellem de to organisationer voksede, hvilket betød, at idéen aldrig helt døde hos nogen af parterne.
− Der var altid en god tone mellem os. Ghita Parry var professionel, talte vores fag op, og jeg kunne se, at vi generelt havde ens visioner for diætisterne, fortæller Mette Theil, der har været diætisternes formand siden 2015 og siddet med i diætisternes hovedbestyrelse siden 2007.
Forbundet og diætisterne havde også nærmet sig hinanden gennem årene, hvor flere mærkesager begyndte at overlappe. Kost og Ernæringsforbundet gjorde eksempelvis mere for at synliggøre
diætbehandling, hverve de studerende og samle alle professionsbachelorerne i ernæring og sundhed.
− Politikerne sagde: “Slå jer nu sammen, I taler med samme stemme”, og det var rigtigt, for vi kæmpede for det samme. Og for medlemmerne ville det være en tjeneste, hvis de ikke skulle vælge mellem den store og den lille forening. Flere medlemmer ønskede mere og mere tillidserhvervet og indflydelse på overenskomsten, fortæller Mette Theil.
En dag i 2018 sad formandskaberne fra de to organisationer nu rundt om det samme bord
med en nysgerrig, modig og åben indstilling til hinanden for at se, om der var grobund for, at diætisterne kunne vende hjem:
− Vi blev mødt med en tydelig respekt, som var gensidig. Det var rart at blive anerkendt for, at vi gjorde det ret godt som lille forening, beretter Mette Theil.
Der var også en god mavefornemmelse omkring, at vi ville hinandens bedste, for medlemmernes skyld, hvilket vores samarbejdsaftale er en dokumentation for. Herefter blev forslaget om sammenlægningen og samarbejdsaftalen sendt til afstemning, først hos Kost og Ernæringsforbundets medlemmer, og senere hos diætisterne.
Det blev et klart ja til sammenlægningen i oktober 2018. I forbindelse med sammenlægningen blev diætisternes “foreningen af kliniske diætister” omdøbt til fagligt selskab og kunne beholde deres logo med titlen Fagligt selskab af Kliniske Diætister, FaKD.
Og den beslutning er der ingen, der har fortrudt:
− Vi er blevet modtaget rigtig godt, og vi bliver involveret meget mere i forbundet, end det egentlig var meningen. Vi har et super samarbejde omkring arrangementer for medlemmer og kontakt
med den politiske afdeling i forbundet. Det giver bare mening og værdi, slutter
Mette Theil.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.