“Danske Kvinders Beredskabs indsats i forbindelse med Guldsmedgade-terroren er ikke nævnt nogen steder”

Det er først, da Kost og Ernæringsforbundets skriver til museumsinspektør Søren Tange Rasmussen fra Besættelsesmuseet i Aarhus, fordi vi søger efter informationer om D.K.B. – eller lotterne, som de også kaldtes – at museumsinspektøren får gravet i arkiverne og finder et lokalt lotte-tidsskrift med historien om kvindernes store indsats i forbindelse med at hjælpe ofrene for terroren i Guldsmedegade.

“Jeg er selv overrasket, jeg kendte slet ikke den her historie,” fortæller Søren Tange Rasmussen og fortsætter:

“ Danske Kvinders Beredskabs indsats i forbindelse med Guldsmedgade-terroren er ikke nævnt nogen steder.”

Det er kort sagt, fordi de er kvinder, som laver kvindeting, fortæller Søren Tange Rasmussen.

“De ting, som kvinder laver, får ikke meget plads i historien – sådan er det, og det er irriterende. Det fænomen var udbredt i hvert fald indtil for omkring 20 år siden. Det skyldes, at mænd typisk skrev historien, og de skrev om krig og politik, om magt og hvor beslutninger træffes. Mandlige historikere syntes generelt ikke, at det, kvinder lavede, var særlig vigtigt. De var selvfølgelig taknemmelige for en indsats som fra Danske Kvinders Beredskab, men de fandt ingen anledning til at skrive om det, fordi det var så langt væk fra beslutningstagerne.”

600 tallerkner med stegt flæsk på halvanden time

Men takket være Besættelsesmuseets museumsinspektør kan vi nu give en ny vinkel til historien om terroren i Guldsmedegade, for historien var langt fra slut, da duften af flæsk spredte sig på Paradisgades Skole.

Vi ved ikke, hvordan de århusianske lotter havde anskaffet sig så store mængder af flæsk så hurtigt, men de har haft en effektiv plan, for klokken 5 om natten – under fire timer efter bomberne eksploderede i Guldsmedegade – kunne lotterne servere 600 tallerkner med stegt flæsk, kartofler og persillesovs, foruden brød med smør og “hertil mælk”. Her blev ikke kun serveret mad til de hjemløse, men også til det store brandslukkende beredskab.

I spidsen for køkkenet stod Fru skolebetjent Møller med en lang række lotter, og de lavede det første måltid på halvanden time. Da dét arbejde var slut, skulle morgenmaden snart være klar, og derefter påbegyndtes arbejdet med at lave 100 madpakker, for derefter at kokkerer varm middagsmad – altså frokost – til hundredvis af mennesker. Menuen var her øllebrød med sødmælk og bøf med kartofler.

Det vides ikke, hvem de medhjælpende lotter var, eller noget om deres baggrund. Men muligvis var de vant til at arbejde i et storkøkken. I hvert fald havde Økonomaforeningens formand, Andrea Eriksen, i “Lotternes Kogebog” fra 1942 understreget værdien af erfaring hos bemandingen. Hun skrev blandt andet, at hvis man skal lave én ret i døgnet til 1000 mennesker, må lederen have ni medhjælpere, “som er inde i Arbejdet i et større Køkken, saaledes, at man undgaar den Forvirring, som let opstaar, naar et større Arbejde skal udføres under primitive Forhold.”

At lave mad til så mange har været en gigantisk opgave. Desuden hjalp den aarhusianske afdeling af Danske Kvinders Beredskab med at skaffe husly til de hjemløse, tøj til dem og bistod med en telefontjeneste til rådhuset, så folk der henvendte sig dér kunne få at vide, om deres kære var i live på skolen.

Uden mad og drikke duer helten ikke

Præcis hvor vigtigt det er med forplejning i krisesituationer, kan lektor ved Center for Koldskrigsstudier Casper Sylvest uddybe. Han har forsket i Danske Kvinders Beredskab, men først efter krigen, da organisationen under truslen af atomkring blev en del af Civilforsvaret i 1949.

Er forplejning i en katastrofesituation vigtig?

“Det er slet ingen tvivl om, at den funktion skal være i et beredskab. Efter den umiddelbare brandtjeneste, evakuering og redningsarbejde kommer en lang række opgaver i form af omsorgsarbejdet, heriblandt er også forplejning. Danske Kvinder Beredskab plejede selv at understrege, at i en krig vil en stor del af den mandlige befolkning være væk – udskrevet til militæret eller arbejde. Der var virkelig brug for mange kvinder i beredskabet, til både forplejning og andre opgaver. Det nytter ikke kun at tænke på, hvem der skal evakuere, for hvor skal de nødstedte bo, og hvad skal de spise? Selvfølgelig er det en meget væsentlig opgave.”

Og nu til problematikken med det manglende fokus på kvinders historie, som Casper Sylvests forskning er et anti-eksempel på. Lektoren mener, at problemet er blevet mindre.

“I 20-30 år har køn været mere i fokus i forskningen. Jeg fandt det jo selv interessant, at så mange kvinder var affilieret med D.K.B. – de uddannede tusinder til tjenesten, og under Den Kolde Krig havde korpset op mod 35.000 frivillige. Problemet i tilfældet med D.K.B. er nok også historikernes manglende fokus på beredskab generelt, uanset køn.”

Men det ændrer ikke på, at det er svært at finde informationer om beredskabet under krigen, og derfor findes heller intet overblik over, hvor mange gange Danske Kvinders Beredskab hjalp folk i nød under krigen. I Danmark faldt over 25.000 bomber, så der kan have været tusinder af gange, hvor lokale beredskaber har trådt til for at hjælpe med mad, pleje, husly og omsorg. En indsats, som er så meget en selvfølgelighed, at den trygge duft af varm mad – og ikke mindst økonomaerne, kogekonerne og kokkepigerne bag – nemt går i glemmebogen. Men de var der, og historien kan heldigvis findes frem fra arkiverne.