Patienter taber sig for meget

− Vi var godt klar over, at vi ville finde en del patienter med uplanlagt vægttab i almen praksis. Men det kom bag på os, at tallet var så højt, siger professor i anvendt ernæring Mette Holst, Aalborg Universitet.

Hun har sammen med sine forskningskollegaer interviewet godt 1.000 patienter fordelt på fem almene praksisser i Nordjylland. Patienterne var i forløb hos deres praktiserende læge om alt fra kroniske smerter til psykiske problemstillinger, og i alt 14,2 procent af patienterne havde haft et uplanlagt vægttab på fire kilo to måneder op til interviewtidspunktet.

− Utilsigtet vægttab er jo en indikator for, at der er et eller andet galt. Enten at der kan ligge en alvorlig sygdom bag det − eller at der er kroniske smerter eller psykiske problemstillinger, som går ind og forstyrrer appetitten, fortæller Mette Holst og understreger, at det kan have alvorlige følger for den enkelte patient.

− Med et vægttab følger også et dårligere udgangspunkt i forhold til at komme igennem sygdom. De fire kilo kan betyde, at en KOL-patient har sværere ved at trække vejret og dermed mindre luft, for det er jo typisk muskelmassen, der forsvinder i sådan et vægttab. Men det kan også betyde, at en kræftpatient har større risiko for infektioner, indlæggelse på et hospital eller er svækket og ikke kan modtage den planlagte behandling til tiden, hvilket kan have store konsekvenser for patienten, forklarer Mette Holst.

Overraskende patientgrupper taber sig 

Ifølge undersøgelsen ses uplanlagt vægttab først og fremmest hos patienter, hvor der er mistanke om alvorlig sygdom og hos dem, der har kroniske smerter, psykiske lidelser og hos patienter over 80 år. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse for Mette Holst, at ældre er en gruppe, som er særligt udsat for uplanlagt vægttab, men patienter med kroniske smerter og psykiske problematikker overrasker.

− Det kom bag på os, at patienter med kroniske smerter og psykiske lidelser er så stærkt repræsenteret i den her undersøgelse. Hele 29 procent af dem, der kommer med kroniske smerter, og 28 procent af de patienter, der oplever psykiske problemstillinger, har haft et uplanlagt vægttab, lyder det fra forskeren, som opfordrer til, at der kommer mere fokus på de her patientgrupper, for ofte bliver der fokuseret på overvægt.

− Vi ser gerne, at det største problem blandt psykiatriske patienter i behandlingssystemet er overvægt. Men faktisk gemmer der sig en stor gruppe af folk, der hverken er indlagt eller i behandling, men som går til deres praktiserende læge med psykiske problemstillinger som depression og angst, som taber sig, fordi de hverken har appetit eller overskud til at spise. Det giver dem nedsat funktionsevne, som i sig selv kan være med til at holde liv i depressionen og angsten, forklarer Mette Holst og opfordrer til, at vi som samfund og fagprofessionelle skal have opmærksomhed på den her gruppe og den mulige sammenhæng, der er mellem undervægt og depression og angst.

Ikke nok fokus på ernæring i praksis

Der er flere årsager til, at sygdomsrelateret underernæring også kaldet “ernæringsrisiko” ikke har haft det helt store fokus − indtil nu.

− Generelt er der lavet utrolig lidt forskning om sygdomsrelateret underernæring i regi af almen praksis. Det er overvægt, der har haft det helt store fokus − med god grund selvfølgelig − men det har været med til at fjerne fokus fra uplanlagt vægttab, siger Mette Holst og nævner, at vi både som samfund og kultur overordnet set har haft overvægt i kikkerten.

− Mange mennesker har jo et ønske om at tabe sig fire-fem kilo, så hvis man som patient ikke har en viden om, at det rent faktisk er en dårlig idé at tabe sig, når man er syg, vil vi ofte se, at den enkelte lader stå til og fortsat taber sig. Måske nævner de det ikke engang for den praktiserende læge, forklarer Mette Holst, der har forsket i underernæring siden 2006.

Mette Holst efterspørger mere fokus på sygdomsrelateret underernæring i almen praksis. Enkelte praksisser har ansat en diætist eller sygeplejerske med særlig ernæringsviden, som tager sig af ernæringsdelen, men det er ikke helt nok.

− Uplanlagt vægttab er jo ikke noget, den praktiserende læge screener for eller tester, selvom det jo faktisk bare drejer sig om at veje patienten og notere vægten, så den kan følges. Der er først, når patienten kommer på hospitalet, at det bliver et fokuspunkt, understreger hun.

− Det er faktisk lidt bekymrende, at den praktiserende læge kan henvise en patient til et kræftpakkeforløb uden at fortælle patienten, at det er vigtigt at bevare vægt og fysisk aktivitet eller vejlede patienten om, hvad vedkommende selv kan gøre for at undgå yderligere vægttab, tilføjer hun og nævner, at der i den nye vejledning fra Sundhedsstyrelsen vedrørende sygdomsrelateret underernæring fra 2022 er et særligt fokuspunkt, som omhandler almen praksis.

− Men en del af vejledningen går på, at lægerne skal lave “intuitiv opsporing”. Og som det ser ud nu, har de hverken tid, opmærksomhed eller er klædt tilstrækkeligt på til at sikre, at patienter med ernæringsrisiko opspores med den noget uspecifikke tilgang, konkluderer forskeren og nævner, at patienterne ofte henvender sig med alle mulige andre ting end vægttabet, og det først er et stykke henne i samtalen, at den praktiserende læge opdager det her underernæringsproblem.

− Ofte ser vi jo, at der kun er afsat ti minutter per patient, og det er bare ikke nok, når patienten kommer med en anden klinisk sygdom, siger Mette Holst og opfordrer til, at der bliver sat mere tid af til patienterne, og at der bliver stillet krav om, at de praktiserende læger skal opspore patienter med uplanlagt vægttab og får dem vejledt til en start og så henvist videre til relevant indsats.

Mere oplysning om henvisningsmuligheder

Vi skal sætte ind flere steder, mener Mette Holst, men almen praksis er et godt sted at starte, fordi de fleste mennesker opsøger deres praktiserende læge i forbindelse med sygdom eller psykiske belastninger.

− Det er en meget kompleks størrelse at være praktiserende læge i dag, da flere og flere patienter bliver behandlet i hjemmet. Vi har flere ældre, patienterne er kortere tid indlagt og hører derfor under almen praksis. Men det er også komplekst, fordi de handlemuligheder, der er for henvisning af patienter, der har et uplanlagt vægttab, er meget forskellige fra kommune til kommune.

− I nogle kommuner kan man kun blive henvist til en klinisk diætist, hvis man er over 65 år eller får sondeernæring. I andre kommuner er der ingen restriktioner, og du skal bare selv henvende dig til den praktiserende læge, fortælle om dit vægttab, og så har kommunen et tilbud, du kan blive henvist til. Det er både uretfærdigt for den enkelte patient − men også et problem for den praktiserende læge og for hospitalerne ved udskrivelse med så forskellige henvisningsmuligheder, understreger Mette Holst og nævner, at vi som samfund har et ansvar for, at lægerne rent faktisk ved, hvilke muligheder de har for at hjælpe de patienter, der taber sig utilsigtet − og at vi har lige muligheder for at få hjælp, uanset hvilken kommune vi bor i.

Stærkere indsats i kommunerne

Ud over den meget brogede tilgang og de ulige behandlingstilbud fra kommune til kommune skal der ifølge Mette Holst ske noget med antallet af kliniske diætister.

− Vi har alt for få diætister i de fleste kommuner. Der skal langt flere til for at kunne hjælpe borgerne med sygdomsrelateret underernæring i tide. Det gælder jo netop om at få sat hurtigt ind over for de her vægttab. Fra en patient henvender sig til den praktiserende læge, bliver henvist fra et ambulatorium eller bliver udskrevet fra hospitalet, og til vedkommende får ernæringsvejledning, skal der ikke gå mere end en uge, siger Mette Holst og fortsætter:

− For når først man har vænnet sig til at spise mindre, så opnår man tidlig mæthed, og appetitten falder mere og mere. Tid er en vigtig faktor her.

Et er flere diætister, men den måde, kommunen sammensætter og placerer sine fagpersoner på, er heller ikke lige meget. Tværfagligt samarbejde i kommunerne er nemlig en vigtig del af løsningen.

− Generelt er der brug for, at vi over hele linjen − både i kommunerne og ude i almen praksis − har en erkendelse af, at der er brug for at sparre på tværs, og at det i sidste ende kommer patienterne til gode. Det er jo dem, det handler om.