
23.02.2021
OK21: Forbedringer til jer i regionerne
Efter lange organisationsforhandlinger landede der tirsdag aften en aftale mellem Sundhedskartellet og regionerne. Den har fokus på løn og faglig udvikling.
Efter lørdagens forlig med Danske Regioner, hvor der kom generelle lønstigninger og forbedringer til alle regionalt ansatte, gik forhandlerne fra Sundhedskartellet i gang med forhandlinger kun for medlemmerne af Sundhedskartellet, herunder alle medlemmer af Kost og Ernæringsforbundet ansat i regionerne. På forhandlingsbordet lå, for forbundets medlemmer, særligt tre interessante puljer; lavtløns-, ligeløns- og organisationspulje. Lavtlønspuljen giver forbedringer til næsten 60% af Kost og Ernæringsforbundets regionale medlemmer, mens ligelønspuljen sammen med organisationspuljerne skal fordeles blandt alle medlemmerne i Sundhedskartellet.
”Aftalerne sikrer langt de fleste af vores medlemmer yderligere forbedringer i deres arbejdsliv, fordi de får mere i lønningsposen. Derudover aftalte vi jo i weekenden de generelle lønstigninger, som med 5,02% de næste tre år gør, at alle får lidt mere til sig selv og kan bevare levestandarden, trods prisstigninger og afmatning i økonomien. ”, forklarer Kost og Ernæringsforbundets formand, Ghita Parry.
Lidt mere i løn
I organisationsforhandlingerne med de regionale arbejdsgivere er det lykkedes at sikre ekstra løn til bred del af forbundets medlemmer. Det drejer sig blandt andet om et yderligere lønløft af de laveste trin, sikring af forbedret lønforløb for den samlede gruppe af professionsbachelorer samt en yderligere investering i bedre vilkår for eleverne. De ekstra midler til løn udløses dog først pr. 1. april 2022, mens der allerede udmøntes generelle lønstigninger til alle pr. 1. april 2021.
Indplacering og fokus på jeres kompetencer
Udover lønkroner har Kost og Ernæringsforbundet fået en præcisering ind omkring den uddannelsesmæssige baggrund for at være kostfaglig eneansvarlige. Forbundet bliver også en del af et fælles projekt mellem Sundhedskartellet og regionerne, hvor der skal sættes fokus på den regionale lederlønsmodel, som forhåbentlig ender med, at vi afskaffer brugen af kostdage i fastsættelsen af lønindplacering.
Derudover er der mindre forbedringer i forhold til blandt andet tjenestedragt, udkørende funktioner og ikke mindst har forbundet fået forhandlet et fælles udviklingsprojekt med Danske Regioner hjem, der sætter fokus på, hvordan de ernæringsfaglige specialistkompetencer kan sættes mere og bedre i spil i det regionale sundhedsvæsen i fremtiden.
”Samlet synes jeg, at vi fundet forbedringer til de ernæringsprofessionelles vilkår i en stram ramme, og vi har lagt sporene til nye muligheder for ernæringsprofessionelle i fremtiden. Det har ikke været nemt, men vi har fundet løsninger, der er tilfredsstillende for de ernæringsprofessionelle i regionerne”, lyder det afslutningsvis fra Ghita Parry.
Nu venter organisationsforhandlingerne med staten og kommunerne inden vi kan sende en samlet overenskomst til urafstemning.
Læs hele aftalen her
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.