Må ikke bruges
03.09.2024

Lokkemad til faget

15 ledere har udviklet anbefalinger til, hvordan man kan få flere til at overveje en uddannelse som ernæringsprofessionel

Af Lene Vendelbo Foto: Berit Hvassum

Om ti år vil hver tredje stilling som ernæringsassistent stå ledig. Allerede nu er der stor mangel på faglærte. Derfor har Kost og Ernæringsforbundet bedt ledere af offentlige køkkener om at udarbejde anbefalinger til rekruttering og fastholdelse af ernæringsassistenterne. Lederne har beskrevet udfordringer samt løsningsforslag på tre områder: ernæringsassistentelever, manglen på ernæringsassistenter samt fremtidens ernæringsprofessionelle ledere.

Det store spørgsmål er: Hvordan gør vi vores fag mere attraktivt? 

En af de i alt 15 ledere er Nina Frank Kragskov fra DeViKa på Bornholm, som laver kølemad til øens hjemmeboende pensionister. 

− Vi står med en kæmpe udfordring. Vi mangler elever, og vi mangler faglærte. Det tvinger os til at tænke kreativt. For omkring halvandet år siden tog jeg en beslutning. Ud med de gamle lidt brede jobannoncer med de fire bullets. I stedet begyndte jeg at slå på det mest attraktive ved jobbet og skrev f.eks.: Kan du godt lide at holde lang weekend?

I DeViKa på Bornholm arbejder de fleste kun mandag til torsdag. Oprindeligt kom fire-dages arbejdsugen i stand for at spare rengøringen om fredagen, men i dag ser Nina Frank Kragskov det som et af de store plusser på en arbejdsplads med i alt 40 ansatte − heraf 25 ernæringsassistenter. 

 − Muligheden for lang weekend gør et job hos os mere attraktivt end jobs på øens mange restauranter, hvor der er rigtig meget weekendarbejde. Det skal vi selvfølgelig fremhæve.

Nina Frank Kragskov målretter også annoncer til unge. Her vinkler hun især på bæredygtighed og muligheden for at lave spændende diæter f.eks. til veganere. 

− Vores lidt anderledes stillingsopslag fik faktisk tiltrukket faglærte, fortæller lederen.

Ud af usynlighed

Netop det med at være mere målrettet i sin rekruttering er en af anbefalingerne fra lederne. Nina Frank Kragskov ser desuden annoncerne som et skridt i retning af at ændre en større fortælling om det at være ernæringsassistent, og hvad jobbet indebærer. 

 − Der er alt for få, der kender vores fag, vores fantastiske uddannelse og de gode arbejdspladser. Vores fag er fortsat så usynligt. Mad er medicin. Det ved vi jo, men det har vi ikke været gode nok til at fortælle. 

I den kommende tid vil den bornholmske leder forsøge at komme mere ud til den yngre del af befolkningen. 

− Vi lægger vores stillingsopslag på øens Facebookside, men det er der jo ingen unge, der ser. Vi skal på Instagram. Det er der, de unge er.

Hun håber på, at hun kan få nogle af de yngre i køkkenet til at dele opslag på det sociale medie − også om, hvad de laver som ernæringsassistenter −  og på den måde skabe synlighed om faget. Og netop øget synlighed er også en af anbefalingerne.

Læs om DeViKas arbejde med rekruttering i Appetit 3, 2024, der udkommer i uge 36

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.