Kys lokkede grødappetit frem

I gamle dage var det en tradition, at man i anledningen af jul på gårdene serverede et såkaldt sulefad eller kødfad. Kødfadet bestod af mange forskellige typer kød: saltet kød, pølse, sylte, forskellige udskæringer, gåsesteg eller fåresteg, alt efter hvilke dyr man havde på gården.

Men for at sikre, at der nu også var nok til alle, og i lyset af, at de mange karle typisk havde en god appetit, måtte madmor være snedig, fortæller Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør i Madens Hus på Det Grønne Museum.

− Ligesom på alle andre dage af året måtte madmor være smart, og derfor serverede hun julegrød inden det store fad med kød. Men hun vidste også godt, at karlene nok ville holde igen, for der skulle være plads til kødfadet. Derfor lagde hun en nød i grøden, og den karl, der fandt nødden, ville få et kys af gårdens pige. Det fik dem til at spise af grøden, fortæller Bettina Buhl.

Julegrøden var som regel en sødgrød, en grød kogt på mælk frem for vand. Før i tiden har det været almindeligt, at man til daglig brugte vand til sin grød. Mælken skulle helst konserveres på den ene eller den anden måde, så den kunne holde lidt længere, så den brugte man ikke til grød på daglig basis. Og julegrøden var heller ikke lavet på ris som den risengrød, vi kender i dag:

− Risengrød, som vi kender det, er en nyere ret. Men julegrøden, altså den med korn og mælk, det er en gammel ret, beskriver Bettina Buhl.

Oprindeligt var julegrøden lavet af byg og mælk. Ris var noget, der først kom til i middelalderen, og det var kun eliten, der havde råd til at bytte de danske kornsorter ud med den eksotiske ris. De første beskrivelser af ris som fødevare stammer fra Kina. Men man dyrkede ris i Italien i renæssancen og måske endda i middelalderen. Alligevel blev ris dengang opfattet som en luksusvare i Norden.

En af de tidligste nedskrevne opskrifter på risengrød er fra En Høy-Fornemme Madames Kaagebog, der blev skrevet af Anna Elisabeth Wigant i 1703. Opskriften er dog lidt sparsomt beskrevet: “Til Risengrød, til 4 Potter Melck, et Pund Gryn til Grød”.

Men i takt med at velstanden steg i samfundet, overtog ris pladsen i vores julegrød, der i dag også bare hedder risengrøden. Den nye nationale julespise var meget savnet under både første og anden verdenskrig, hvor alle importvarer var i mangel, fortæller Bettina Buhl.

Men risen kom igen, og siden er vi også begyndt at putte kanel på samt fløde og mandler i, og ja, så er julegrøden ikke længere bare en forret, der skal lægge en bund for resten af julemåltidet:

− Vores velstand har byttet rundt på retterne, og i dag er den blevet en dessert, slutter Bettina Buhl og henviser til den danske dessert med det franske navn “risalamande”.