lederkonference 2024
04.06.2024

Hvordan sikrer vi ernæringsfaglige i fremtiden?

Forbundet har spurgt 15 ledere, hvordan de arbejder med rekruttering og fastholdelse af elever, ernæringsassistenter og ledere.

Hvem skal lave maden? 

Det spørgsmål har Kost og Ernæringsforbundet stillet mange gange de sidste par år. For manglen på ernæringsassistenter er stor – og den er stigende, viser helt nye tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening. Om 10 år vil hver 3. ernæringsassistentstilling stå tom, og det vil gå udover de børn, ældre og syge, der hver dag får et eller flere måltider tilberedt af ernæringsassistenter. 

Derfor har Kost og Ernæringsforbundet rakt ud til en række ledermedlemmer i offentlige køkkener og bedt dem generere ideer og komme med anbefalinger til løsninger på nutidens - og fremtidens – rekrutteringsudfordringer. De blev sat sammen i et lederforum og deres fælles viden og erfaring er nu blevet omsat til en lang række anbefalinger til helt konkrete handlinger, der kan styrke rekruttering og fastholdelse af elever og ernæringsassistenter. Derudover har lederne arbejdet med at få uddannet flere ernæringsprofessionelle ledere. 

Lederforums anbefalinger blev præsenteret på Kost og Ernæringsforbundets lederkonference 4. juni 2024.

Tanja Krogsbæk er en af de ledere, der har været med til at udarbejde materialet. Hun sagde ja til at deltage i lederforum, fordi hun selv mærker, at det er svært at rekruttere. 

”Jeg har haft ret meget fokus på, hvordan vi selv kan bidrage til at få nogle flere elever. Vi har f.eks. undersøgt, om der er nogle ufaglærte i køkkenerne, der kunne blive klædt på til at tage ernæringsassistentuddannelsen”, fortæller Tanja Krogsbæk, der er køkkenchef i Centralkøkkenet på Bispebjerg Hospital. 

Ifølge Tanja Krogsbæk var noget af det, lederforum også fik snakket om, at der er et dilemma i at uddanne en medarbejder eller elev til at blive faglært, men at man derefter frygter, at medarbejderen skifter til en anden arbejdsplads. 

”Der tror jeg, det er vigtigt at tænke på, at man stadig bidrager til at få flere faglærte i puljen. Og huske, at man på den måde uddanner til hinanden.”

I et lidt bredere perspektiv handler det ifølge Tanja Krogsbæk om synlighed:

”Jeg tror ikke, der er ligeså mange, der kender til ernæringsassistentuddannelsen som for eksempel kokkeuddannelsen. Her er det afgørende, at vi virkelig får italesat vores fag og blive ved og ved og ved. Det tror jeg er vejen frem,” afslutter hun. 

Det er afgørende, at vi virkelig får italesat vores fag og blive ved og ved og ved. Det tror jeg, er vejen frem
Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.