Grænsen mellem omsorg og kontrol er hårfin

Svær balance mellem et lille skub og et alt for stort

Professionsbachelor i ernæring og sundhed Jeanette Sørensen har ansvaret for mad og måltider i Multihuset i Vejle, der er et tilbud til borgere med udviklingshæmning og psykiatriske diagnoser. Hun vil gerne bidrage til at give borgerne sunde madvaner, men oplever, at det kan være svært at finde den rigtige balance mellem et lille skub og et alt for stort.

En dag gik det galt for Jeanette Sørensen. En af de borgere, som hun motionerede sammen med og havde haft gode snakke med om, hvad borgeren spiste, klagede til hende over, at hun alligevel havde taget på.

− Fra en af pædagogerne vidste jeg, at borgeren ofte besøgte McDonalds. Så ud af det blå sagde jeg til den pågældende, at vægtøgningen måske kunne skyldes, ‘at hun rendte og spiste burgere nede i byen’, fortæller Jeanette Sørensen.

Hun var med det samme klar over, at hun ingen ret havde til at sige sådan. Derfor undskyldte hun over for borgeren og fortalte, at det skulle hun ikke have sagt. De fik en snak om, at borgeren kunne have nogle sunde snacks med i tasken, når hun gik ned i byen, så hun ikke så let blev fristet.

− Siden da har jeg tænkt, at man indimellem må trække på skulderen og sige, at det er sådan, det er. At du nogle gange går tre skridt frem og seks tilbage. Du hjælper en borger til et vægttab og en større bevidsthed om at undgå for meget stivelse. For så at se vedkommende falde tilbage til det gamle mønster.

Det kan godt rive i mig

Multihuset er en kommunal café, der ud over pædagogisk støtte tilbyder fuldkost til cirka 25 borgere, der bor i kommunale boliger tæt på. Alle borgerne har et lille tekøkken og et køleskab, og Multihusets mad er et tilbud og ikke obligatorisk for borgerne.

Maden følger de ti kostråd, dog med tanke på, at mange af borgerne er overvægtige. Enten på grund af medicin, eller fordi de er meget behovsstyrede og ikke tager hensyn til, at deres livsstil kan være farlig for deres helbred.

− Mange af borgerne har køleskabet fyldt med usunde ting. De spiser meget sødt efter aftensmaden, starter dagen med tre liter cola og ryger meget, selvom de har lav lungekapacitet. Det kan godt rive i mig at se, og det er frustrerende ikke at kunne sige til dem, at det må de ikke, hvis det truer deres helbred. Det får mig indimellem til at føle, at min faglighed ikke slår til, siger Jeanette Sørensen.

I det daglige sætter hun dog al sin faglighed ind på at give borgerne så sund og velsmagende mad som muligt − med mange forskellige grøntsager, et minimum af sukker og ofte grøntsagsstave i stedet for kage om eftermiddagen.

Og så er der T-tallerkenerne. En idé, der opstod på et kursus i at styrke ældre, sårbare og udsatte borgeres resiliens og livkvalitet gennem måltidet. En keramiker tegnede tallerkenerne, der viser en god fordeling mellem grønt, kød og stivelse.

− Mange af vores borgere har en tendens til at overspise, fordi de ikke mærker mæthed, som os andre. Der hjælper T-tallerkenen.

Godt med fælles fodslag

Multihuset er omfattet af Vejle Kommunes politik ‘Konge i eget liv − et liv med selvbestemmelse’. Politikken beskriver kerneopgaven samt etik og dilemmaer i arbejdet med sårbare borgere (se th). Også for Jeanette Sørensen betyder det, at borgerne selv må bestemme og kun guides med gode råd.

En del af politikken er i øvrigt også, at ingen medarbejdere skal tage frustrationer fra arbejdet med sig hjem, de skal tages op og tales igennem, inden man får fri, blandt andet ved hjælp af et etik- og dilemmahåndteringsredskab, der følger op på politikken. Det er dog ikke noget, Jeanette Sørensens har gjort brug af i praksis. Måske fordi, tænker hun, at køkkenet ikke tidligere var med i alt det, der foregår i det pædagogiske arbejde.

− Det er først nu, at jeg er kommet med i den eksterne supervision, og der er fokus på, at vi i køkkenet skal være med i det, der foregår. Det betyder, at jeg også vil inddrage dilemmahåndteringsredskabet i det omfang, jeg finder det relevant og muligt i konteksten, siger hun.

Hun nævner endnu et dilemma. Det er nemlig lige besluttet, at der kan spises morgenmad i caféen hele formiddagen, af hensyn til de borgere, hvis handicap gør det svært for dem at nå det ellers.

− Jeg har ellers altid argumenteret for, at der skal gå en vis tid fra morgenmad til frokost, så borgerne kan nå at føle sult og ikke småspiser hele dagen. Men her støder min faglighed mod pædagogernes. Det ville ellers være godt med et fælles fodslag over for borgere, siger Jeanette Sørensen.

Jeg vil gerne have redskaber til at motivere beboerne bedre

Køkkenleder på misbrugsbehandlingscentret Sydgården, Gitte Aabling, bestræber sig på at møde de udsatte borgere med nysgerrighed og åbenhed. Også når en af dem siger, at nu vil hun ‘kraftedeme ikke have den hundeæde’.

Gitte Aabling, har været på Sydgården i to et halvt år, hvor hun har ansvaret for mad og måltider til stedets 24 beboere. Efterhånden har hun fundet sine ben at stå på i den svære balance mellem sine egne ernæringsfaglige ambitioner og prioriteringen hos de borgere, hun skal servicere i det daglige. Det kræver, at hun har en god situationsfornemmelse og lyst til at lære borgerne at kende.

− Jeg skal ikke bare agere som fagpersonen, der ved, hvad der er sundt. Jeg står over for et menneske, og jeg skal være nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor noget ikke falder i vedkommendes smag. Så kan meget lade sig gøre, siger hun.

Hun kan dog stadig godt blive ramt af en form for magtesløshed, når hun som den professionelle ikke kan overbevise en borger om, at hendes frikadellefars har den helt rigtige mængde salt. Og hun husker stadig, hvordan blodet forsvandt fra hovedet den dag, en borger kom ud i køkkenet og sagde, at nu skulle hun ‘kraftedeme lave noget ordentligt mad med sovs og kartofler i stedet for det hundeæde med salat og pasta’.

− Det var i starten, og jeg skulle lige lære målgruppen at kende. Nogle af dem bruger den facon, de har været vant til i det miljø, de kommer fra. Jeg forsøgte at være forstående, men det endte med, at jeg bad om sparring fra terapeuterne på stedet, husker Gitte Aabling.

Sparringen gav hende indblik i, hvilke ting beboeren tumlede med, som blandt andet en skidt opvækst, og det gjorde hende mere bevidst om, hvad hendes udfordring er.

Jeg bruger min nysgerrighed

Sydgårdens 24 beboere får alle behandling for et misbrug af alkohol, hash, medicin eller hårde stoffer. Mange er stærkt underernærede, når de kommer, og det giver selvfølgelig mange dilemmaer i dagligdagen mellem det, Gitte Aabling ville ønske, beboerne gjorde, og det, nogle af dem rent faktisk gør med hensyn til mad og måltider.

Sydgården har f.eks. besluttet, at der en gang om ugen serveres fisk. Lige dér kan køkkenlederen godt møde modstand. Mange siger, at ‘det kan vi ikke lide, det lugter’, og går i stedet ned i byen og spiser en pizza.

− Jeg bruger min nysgerrighed og spørger, hvad der gør, at de ikke vil have fisk, og jeg foreslår dem at smage. Nogle smager og accepterer til sidst fiskedagen. Andre bliver ved med at have modstand. Og dem binder jeg selvfølgelig ikke til stolen, siger Gitte Aabling.

Kommenterer aldrig den enkeltes tallerken

Køkkenlederen har efterhånden udviklet nogle grundregler for, hvordan hun agerer i dilemmaet mellem sit eget ønske om, at beboerne skal spise så sundt som muligt, og beboernes ret til selv at bestemme.

Den ene er at hvile i, at den mad, hun tilbyder, er sund og nærende. Og samtidig have en forståelse for, at Sydgårdens beboere har levet et meget barskt liv og skal have lov til at nyde maden på den måde, de vil.

En anden er aldrig at kommentere, hvad der er på tallerkenen.

− Det er meget bevidst, at jeg ikke kommenterer, hvad borgerne hver især vælger at spise. Der er ingen grund til at ydmyge folk. Jeg kan derimod sagtens finde på at bruge min position over for hele gruppen, siger hun og giver et par eksempler:

På Sydgården laver beboerne selv mad i weekenden, og ordningen hænger på, at to ‘mand’ melder sig. Det var der aldrig nogen, der gjorde, men til gengæld ville de gerne bage kage − masser af kage. Det fik Gitte Aabling til at beslutte: Ingen kokke til weekendmaden, ingen kage. Så vendte det.

Gitte Aabling har også oplevet, at weekendholdet havde haft held til at skaffe sig ekstra fløde. Otte liter til ti beboere.

− Det er ikke i orden, og det sagde jeg. Som fagperson kan jeg ikke stå inde for, at de lever af kage og fløde.

Vil gerne motivere endnu mere

Hvis en håndfuld borgere kom marcherede ud i køkkenet til Gitte Aabling og forlangte ‘mere sovs og kartofler’, ville hun lytte til dem og argumentere for sine valg.

− Jeg kunne også vælge at tale til hele beboergruppen om sund mad og madens rolle. Eller jeg kunne få min leder eller en terapeut med i samtalen, siger Gitte Aabling.

Hun er glad for, at den sidstnævnte mulighed findes, og hun er klar over, at det ikke er alle steder, at maden er så integreret en del af behandlingen, som på Sydgården. Skulle hun ønske sig mere, er det nogle professionelle redskaber til, hvordan hun kan motivere beboerne endnu mere.

− Det, jeg gør nu, er ét skridt. Men der mangler noget. Med viden om den motiverende samtale ville jeg bedre kunne gå i dialog med borgerne og være med til at fastholde dem i en god udvikling med hensyn til kosten, siger hun.