kandidatprofiler

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

30.08.2021

TEKST Jeannette Ulnits

Christine Rasmussen: Jeg er med til at vende folkesundheden

Christine Rasmussen har altid villet arbejde med at vejlede og undervise i sundhed og kost, så hun tog kandidatuddannelsen i forlængelse af sin professionsbachelor.

”Min plan var at give jobbet et enkelt år. Men Grønland tog mit hjerte, så jeg valgte at blive”.

Da Christine Rasmussen i sommeren 2018 sendte en lidt halvhjertet jobansøgning, havde hun ingen anelse om, at den ville rykke hende til helt ukendt terræn med nye og anderledes muligheder end i Danmark.

 

Det er tre år siden, at hun som 27-årig nyuddannet kandidat sagde ja tak til et barselsvikariat som sundhedsfaglig konsulent i Nuuk, 3000 kilometer væk fra familie, venner og netværk.

I dag er hun fastansat og med til at skabe de strukturelle rammer for folkesundheden i det grønlandske samfund.    

 

Godt samspil mellem uddannelserne

Christine Rasmussen færdiggjorde sin professionsbachelor i Ernæring og Sundhed i 2015 og sin kandidat i Human ernæring i 2017. Som tidligere konkurrencesvømmer har interessen for kost, ernæring og sund livsstil altid fulgt hende.

-Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg vil arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse, og jeg synes at der er et godt samspil mellem de kompetencer, de to uddannelser har givet mig. Kandidaten har givet mig solide akademiske kompetencer som at kunne sætte mig ind i komplekse problemstillinger, skabe overblik og kunne styre store opgaver. Dem bruger jeg i forbindelse med projektstyring, strategiudvikling, analyser, planlægning, overblik og så videre. Mine didaktiske og sundhedspædagogiske kompetencer fra professionsbacheloruddannelsen er f.eks. i spil, når jeg er ude og facilitere og holde workshops.

 

I løbet af kandidatuddannelsen voksede især interessen for det perspektiv, at det er samfundets strukturer, der er med til at bestemme den enkeltes sundhedstilstand, fortæller hun.

 

-Med de rigtige rammer kan vi fremme mulighederne for at alle kan leve et godt og sundt liv. Det handler blandt andet om at skabe gode muligheder for fritidstilbud i lokalsamfundet, sikre sund mad i daginstitutioner og udbyde sunde varer i dagligvarebutikkerne.

 

Grønland ved et tilfælde

Ansøgningen, som blev første skridt til en stor personlig og faglig rejse, var det eneste interessante job, der den uge var slået op. Men det lå i Nuuk og Christine Rasmussen havde ingen planer om at forlade Danmark. Alligevel sendte hun en standardansøgning og tænkte ikke mere på det.   

 

Hun blev meget forbavset, da hun kort efter blev inviteret til en jobsamtale via Skype.

 

-Jeg tog samtalen af nysgerrighed og blev positivt overrasket. Kemien var god, og da de spurgte til mine tanker om at flytte til Grønland, sagde jeg at et år ville være ok. Jobbet handlede om at forebygge brug af rusmidler, så det lå lidt i udkanten af den ramme, jeg gerne ville arbejde inden for. De fortalte, at der senere ville blive et barselsvikariat ledigt som sundhedsfaglig konsulent med fokus på kost og fysisk aktivitet, og det synes jeg lød som et mere interessant og oplagt job for mig.

 

I ugerne efter samtalen blev Christine Rasmussen mere og mere tændt på ideen om at prøve sig selv af i Grønland. Så da hun fik barselsvikariatet tilbudt, sagde hun ja tak.

 

-Jeg rejste i oktober 2018 og blev modtaget med åbne arme. Jeg havde intet netværk, men fik hurtigt venner, fordi kulturen er så åben og inkluderende. Jeg elsker livet her, den storslåede natur og det gæstfrie samfund og dets venlige befolkning. På jobbet er kollegaskabet fantastisk og viljen til at samarbejde er virkelig god.  

 

Efter knap et år blev hun fastansat i stillingen.

- Min kandidatuddannelse var en stor fordel, men også at jeg havde en del praksiserfaring. De efterspurgte akademiske kompetencer og solid faglig viden på området. Desuden tror jeg at de kunne se at jeg som person er ydmyg og rummelig.

Inspireret af Islands succes med forebyggelse

En af Christine Rasmussens overordnede arbejdsopgaver er at medudvikle på Selvstyrets strategi for samarbejdet om det gode børneliv 2020-2030. Strategien er inspireret af den islandske forebyggelsesmodel. Den fik over 20 år vendt unges dengang voldsomme brug af alkohol og rusmidler om til næsten ingenting ved hjælp af politisk vedholdenhed og konkrete indsatser i samarbejde med alle centrale aktører i civilsamfundet.

Folkesundhedsstrategien bygger på en sundhedsfremmende og helhedsorienteret tilgang, som Christine Rasmussen er uddannet i. I hverdagen arbejder hun hovedsageligt med at udvikle og implementere strategier og projekter, der skal fremme et sundt og aktivt børneliv. Konkrete eksempler er at vurdere børns muligheder for at indgå i sunde aktive fællesskaber i fritidslivet, sikre sund mad i skoler og daginstitutioner, og samarbejde med detailhandlen om at fremme salg af sunde varer i dagligvarebutikkerne.

De kompetencer, hun har inden for ernæring og sundhed, passer rigtigt godt ind i arbejdet i den nationale forebyggelsesenhed Paarisa i Grønland, fortæller hun.

-Det fede ved jobbet er at arbejde med langsigtede og sammenhængende løsninger. Jeg føler at vi er First movers på den metode, vi arbejder med. Vi tager udgangspunkt i lokale værdier og sunde fællesskaber og bygger videre på det, der allerede fungerer godt og på de værdier, man lokalt synes er vigtige og meningsfulde. Ved at se på styrker og muligheder er spadestikket taget til at vende folkesundheden i Grønland.   

Lettere at gøre en forskel

En af de mærkbare kulturforskelle er at der er færre led til beslutningstagerne og det politiske niveau i Grønland. Det betyder at man bliver hørt og har indflydelse fra start, også som nyuddannet, fortæller hun.

- Vi får lov at sætte vores faglige præg på mange projekter, så her mærker jeg virkelig, at jeg kan gøre en forskel. For eksempel har jeg været med til at udvikle et projekt, som skal opkvalificere personalet og styrke det pædagogiske arbejde med sundere mad og måltider i daginstitutioner.

I den ideelle verden var Christine Rasmussen i begge steder, men lige nu trækker Grønland og det givende arbejde mest.

-For mig er det meget stort at være med til at udforme et nationalt folkesundhedsprogram, og jeg tvivler på at jeg havde fået den mulighed som relativt nyuddannet i Danmark. Jeg lærer nyt hele tiden og har undergået en stor menneskelig og faglig udvikling ved at skifte de trygge rammer i Danmark ud med en ny hverdag og et netværk, der skulle etableres fra bunden. Det vil jeg aldrig fortryde, siger hun.

 

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.