Appetit på Måltidet

− Man kan ikke alting med ernæring, men man kan i hvert fald ingenting uden, siger Gry Bjerg Petersen med eftertryk.

Hun er leder af det ernæringsfaglige team i Odense Kommune, og hun har fra 2016 til 2018 været involveret i forskningsprojektet Appetit på måltidet. I projektet blev der udviklet et dialogværktøj, der kan bruges i rehabiliteringen af borgere, der har udfordringer med at klare mad og måltider. Dialogværktøjet består af en funktionsevnevurdering, et målsætningsskema og et indsats- og inspirationskatalog. Alle tre dele tager målrettet fat om de forskellige aspekter, der knytter sig til måltidet for ældre i hjemmeplejen: Indkøbene, madlavningen, de sociale funktioner og selve det at spise og drikke. Værktøjet er senere blevet testet blandt 65 hjemmeboende ældre borgere. De fik hver tre besøg af en ernæringsprofessionel, der brugte materialet til at sætte gang i rehabiliterende indsatser, mens en kontrolgruppe på omtrent lige så mange personer ikke modtog dette tilbud. Alle borgerne fik lavet før- og eftermålinger, som viste en lille tendens til en bedre ernæringsmæssig status hos de borgere, der havde deltaget i de rehabiliterende indsatser.

Madglæde og livsglæde

Det mest overbevisende resultat var imidlertid en signifikant øget livskvalitet hos de borgere, der havde modtaget besøg og indsats i projektperioden.

− Det interessante ved mad og måltider er, at borgerne rigtig gerne selv vil have kontrol over det og bevare det som noget, de gør for sig selv, så lang tid som muligt. Det er vigtigt for os som mennesker, og jeg tror, det hænger sammen med, at vi i høj grad identificerer os med det, vi spiser. Det betyder også meget at kunne invitere gæster, være vært og drage omsorg for andre.

− Mange i projektet ærgrede sig over ikke at kunne invitere gæster, forklarer Gry Petersen.

Hun fortæller, at flere andre undersøgelser viser, at mennesker, der spiser hjemmelavet mad, rapporterer om større tilfredshed med deres mad, men også med livet i det hele taget, end mennesker, der modtager madservice.

Glæden ved at kunne selv

Og den pointe blev også på andre måder understreget i projektet.

Via besøgene fik diætisterne indsigt i de pårørendes rolle, og det viste sig, at mange borgere forsøgte at bevare kontrollen over mad og måltider ved at involvere deres pårørende.

− Man kompenserer for det, man ikke selv kan klare. Inviterer måske sin datter om søndagen og tager ud at handle sammen, så man ikke får brug for hjælp fra det offentlige. Og det overraskede os en smule, hvor ihærdige mange er for selv at have kontrollen over mad og måltider, forklarer Gry Petersen.

Ihærdigheden og ønsket om selvstændighed er på mange måder en styrke, og ideen med dialogværktøjet er da også netop at snakke om de forskellige funktioner omkring maden for at finde ud af, hvilke indsatser der skal til for at overvinde begrænsningerne. Måske skal et knæ trænes op, så borgeren igen kan stå i køkkenet. Måske skal der tilknyttes en spiseven, så alle måltider ikke indtages alene. Hos andre skal det undersøges, hvordan gæstemad bedst organiseres. Alt sammen selvfølgelig med udgangspunkt i borgerens egne ønsker. Og selvom madservice for nogle er en permanent løsning (f.eks. ved demens), så kan andre have gavn af, at det bliver en mellemstation.

− Der er mange ting omkring det at lave mad, som man fjerner, når man får madservice. Planlægning, indkøb, overvejelser. Alt sammen faktorer, der er med til at fastholde en rytme i hverdagen. Og det kan have konsekvenser for ens funk-
tionsniveau, når disse ting forsvinder, forklarer Gry Petersen. Derfor er det vigtigt at tale med borgerne om, hvordan de kan komme tilbage til den situation, de var i inden en akut hændelse som f.eks. en operation, indlæggelse eller ægtefællens dødsfald.

Diætisten bliver koordinator

Diætisterne i projektet fik en langt mere fremskudt position end vanligt i og med, at de blev koordinatorer for rehabiliteringen.

− Der er en vigtig læring i, at vi som diætister skal kunne spænde vidt. Det er nemlig kendetegnende for den retning, som den kommunale diætistfunktion bevæger sig i, siger Gry Petersen. Udover at handle om mad og måltider kan indsatserne spænde over f.eks. at få bestilt en el-scooter, så borgeren kan komme ned at handle, til at sikre, at blebestillingerne er på plads, så borgeren er tryg ved at bevæge sig uden for huset.

Dén bredde vil nogle diætister måske tøve over for, men for Gry Petersen er der ingen tvivl om effekten.

− Typisk vil det være en sygeplejerske eller en terapeut, der er koordinerende i et rehabiliteringsforløb, som har helbredet som afsæt. Men jeg var interesseret i at vise, hvordan man bruger diætistens kompetencer bedst muligt. Og det helbredsmæssige kan lige så vel være en dårlig ernæringstilstand. Vi starter og slutter med ernæringen og det, der er på tallerkenen, for hvis vi ikke har det med, så er der mange af de andre ting, vi ikke kan komme lige så langt med.

Master i rehabilitering

Pia Asferg Nielsen var en af de fem diætister fra Odenses ernæringsteam, der prøvede værktøjet af. Sammen med 44 diætister fra andre kommuner fik hun forud for interventionen en masteruddannelse i rehabilitering.

− Vi fik lov til at komme et spadestik dybere ned i den praksis, vi agerer i, og det var rart at få hæftet en teoretisk viden på arbejdet med rehabilitering, fortæller hun.

Ifølge Pia Nielsen har arbejdet med dialogværktøjet gjort indsatsen mere fuldendt. Det skyldes blandt andet, at borgerne via spørgsmålene i funktionsevnevurderingen i højere grad har kunnet formulere deres egne mål.

− Rehabilitering ER jo netop at tage udgangspunkt i borgernes egne mål. “Hvad kan jeg nu, og hvad vil jeg kunne på et senere tidspunkt?”, konstaterer hun.

Derfor ser hun den brede diætistrolle som en berigelse, men også en rolle, som kræver lidt ekstra refleksion i forhold til, hvis man har været vant til diætistrollen på et hospital, som er mere ensidigt fokuseret på det rent ernæringsmæssige.

− Hvis du hopper med om bord i den rehabiliterende indsats sammen med borgerne, så er du nødt til at kunne jonglere med mere end den diætetiske tilgang til arbejdet, og man skal mærke efter i sin mave, om man kan rumme de mange forskellige aspekter af rehabiliteringen, forklarer hun.

Kun en begyndelse …

Gry Petersen er, sammen med kolleger, i gang med at fortælle om projektet rundt om i landet, så andre kommuner kan lade sig inspirere til at bruge dialogværktøjet. Og i Odense Kommune er det intentionen, at også visitatorer skal tage det i brug i deres visitationssamtaler.

− For tre år siden havde vi hverken viden eller redskaber til at tage denne her dialog med borgeren. Nu er vi bedre rustet til at udrede og kvalificere, hvor der er funktionsnedsættelser, og hvilke af disse, borgerne oplever har betydning for deres hverdag. Ved hjælp af inspirationskataloget kan vi også foreslå forskellige indsatser. Men vi har slet ikke svar på alle spørgsmål endnu. Projektet er et pionerarbejde, slår Gry Petersen fast.